Analyse af skønlitteratur og fiktion

Fiktionsanalyse dækker over de analysemetoder, som du bruger til at arbejde med skønlitteratur, fx noveller, og fiktive medieklip, fx spillefilm. Her får du et lynkursus i, hvordan du analyserer fiktion, dvs. teksttyper, der omhandler opdigtede personer og begivenheder.

Analyse af skønlitteratur og fiktion

Du møder analyse af skønlitteratur, altså fiktive tekster, i dansktimerne. I de skriftlige opgaver møder du det i genrerne analyserende artikel (STX og HF) og analyse og fortolkning (HHX og HTX). Derudover kan fiktionsanalyse indgå i de store skriftlige opgaver som DHO, SRO og SRP.

Du skal bruge de fagtermer eller analysemodeller, der netop hører til skønlitteratur. Du skal fx ikke analysere kommunikationssituationen eller afsender-modtager-forholdet. 

Derimod er der nogle andre ting, som generelt er gode at analysere, uanset om du arbejder med digte, noveller eller romaner:

  • Personkarakteristik
  • Fortælleteknik
  • Komposition
  • Miljø (fysisk og socialt)
  • Sprog og stilistiske virkemidler
  • Genre
  • Tema og budskab

Med disse analysepunkter kan du lave en grundlæggende analyse af det meste skønlitteratur og fiktion. Men du skal naturligvis også tage hensyn til tekstens genre. Hvis du fx skal analysere film, er det vigtigt at se på de filmiske virkemidler. Skal du analysere digte, er det oplagt at se på rim, rytme og det lyriske jeg. Uanset hvad så sørg for kun at fokusere på det, der er relevant i netop din tekst.

Hjælp til analyse af skønlitteratur og fiktion

Der findes nogle overordnede metoder til at analysere fiktive tekster, inkl. medietekster såsom spillefilm. Flere af analysemetoderne bruger du i timerne eller i dine afleveringer uden at tænke over det, og det vigtigste er også, at du kan finde ud af at bruge dem. I nogle situationer er det dog vigtigt at kunne forklare dem til andre, fx i forbindelse med en større skriftlig opgave som SRP. 

I Metoder i Dansk forklarer vi dig om analysemetoderne biografisk, feministisk, ideologikritisk, komparativ, nykritisk, postkolonial, psykoanalytisk, queer-teoretisk, receptionsteoretisk, socialhistorisk og strukturalistisk metode. Du kan også læse om metoder til analyse af medier og billeder.

Nogle af metoderne tager kun udgangspunkt i selve teksten. De kaldes for tekstinterne metoder. Andre metoder bruger teksten som udgangspunkt for at inddrage tekstens omverden, forfatteren eller læseren (= tekstens kontekst). De kaldes for teksteksterne metoder.

Analysemodeller til fiktive genrer 

Du kan også finde analysemodeller til forskellige genrer af skønlitteratur og fiktive medietekster på Studienet:

Noveller

Romaner

Dramaer

Digte

Eventyr (folke- og kunsteventyr)

H. C. Andersens eventyr

Autofiktion (bemærk, at genren blander fiktion og fakta!)

Islandske sagaer

Folkeviser

Film

Kortfilm

Billeder

Musikvideoer

Rap

Modellerne kan være en stor hjælp for dig i dit daglige arbejde med lektier og afleveringer.