Sokrates' tale

Her får du hjælp til Sokrates’ tale i Symposion, hvor den står i afsnit 199c-212c. Det er den vigtigste af talerne, fordi Sokrates’ og Platons filosofi kommer til udtryk i den. Vi har et resumé, som går igennem det vigtigste indhold i talen, og derefter finder du grundig hjælp til analyse og fortolkning. Nederst på siden kan du desuden se ordforklaringer til teksten.

Hvis du leder efter hjælp til Diotimas tale, finder du det også her. For Sokrates’ tale består primært af, at Diotima taler (se også: Diotimas rolle).

Hvis du leder efter hjælp til mellemspillet mellem Agathons og  Sokrates' tale (afsnit 198a-199b) finder du det på forrige side.…

...

Resumé

Vi giver en kort opsummering, hvor du får det hurtige overblik over Sokrates' tale, og et længere resumé, som nærmere forklarer om talens indhold.

Eros er kærlighed til det skønne og gode, og Eros er den kraft, som gør, at vi skaber skønne og gode ting. Gennem kærlighed (Eros) til det skønne kan man opnå stadig højere grader af indsigt i, hvad det skønne er, indtil man til sidst får indsigt i det skønne i sig selv, dvs. det skønnes idé.

199c-201c: Sokrates udspørger Agathon om Eros og overbeviser ham om, at han har taget fejl i sin tale. De når frem til, at Eros altid er rettet mod noget, nemlig det skønne og gode. Det, man er rettet mod, er man ikke selv og har man ikke selv, og…

...

Analyse og fortolkning

Bemærk, at Sokrates og Diotima både omtaler Eros som en gud og som et begreb for kærlighedens og forelskelsens kraft (læs mere).

NB: Analysen forudsætter, at du har forstået teksten eller læst og forstået vores fulde resumé.

Udspørgningen af Agathon viser Sokrates’ dialogmetode

Sokrates indleder sin tale med en dialog med Agathon, hvor han udspørger ham om, hvad Eros er og ikke er. Derved når de frem til, at det, Agathon påstod om Eros i sin tale, ikke er sandt. Eros er ikke skøn, men er kærlighed til det skønne:

‘Er Eros kærlighed til ingenting eller til noget?’
‘Til noget, helt bestemt!’
[...]
‘Mon han har det, som han begærer og elsker, [...] eller har han det ikke?
‘Han har det sandsynligvis ikke’, havde han svaret. (199d-200a)
[...]

‘Godt. Nu skal du så huske, hvad du sagde i din tale, at Eros var rettet mod [...]: At gudernes hverv blev udviklet gennem kærlighed til det skønne, for kærlighed kunne aldrig være til det hæslige. [...]’
‘Det var, hvad jeg sagde’, havde Agathon svaret.
[...]
‘Hvis det er tilfældet, så er Eros jo ikke andet end kærlighed til skønheden og ikke til det hæslige, vel? Det indrømmede han.
‘Blev vi ikke enige om, at man elsker det man mangler og ikke har?’
Jo’, havde han sagt.
‘Altså mangler Eros skønhed og har den ikke.’
‘Nødvendigvis’, havde han svaret.
[...]
‘Vil du stadig holde på, at Eros er smuk, hvis det forholder sig sådan?’
Og hertil havde Agathon svaret: ‘Jeg er bange for, at jeg ikke anede det fjerneste om det jeg talte om før, Sokrates!’ (201a-b)

Udspørgningen af Agathon er et godt eksempel på Sokrates’ dialogmetode. Ud fra definitioner og ved at stille spørgsmål arbejder Sokrates og Agathon sig langsomt frem mod en bedre forståelse af emnet, hvor falske opfattelser og meninger (doxa) ryddes af vejen. Sokrates forklarer ikke bare Agathon, hvad sandheden er, men spørger ham og lader på den måde Agathon selv være med til nå frem til konklusionen.

Ud fra Sokrates’ spørgsmål definerer de Eros sådan, at han altid er kærlighed og …