Personer

Jegfortælleren er romanens altdominerende hovedperson

Jegfortælleren i Sult er også romanens hovedperson. Der er enkelte andre personer, der er med gennem det meste af romanen, fx den kvinde, jegfortælleren kalder Ylajali. Vi får dog kun noget at vide om hende gennem jegfortælleren. Og hans tanker om hende, fortæller os egentlig mere om ham selv.

Det bliver derfor tydeligt for os, at jegfortælleren er romanens altdominerende hovedperson. Hans tanker, følelser og handlinger udgør hele romanens indhold. Det er nemlig en roman, der viser os jegfortællerens indre eller hans "sjæleliv", som det hedder med et udtryk, Hamsun selv har brugt i en berømt artikel fra samme år som Sult.   

I nogle romaner og noveller med en jegfortæller forsøger at fortælleren at beskrive andre personer, steder eller handlinger som noget, der er interessant i sig selv. Men i Sult er jegfortælleren helt og aldeles optaget af sig selv. Vi kan derfor også have vanskeligt ved at afgøre, hvad der er hans fantasi, og hvad der faktisk foregår i romanen. Det gør det endnu tydeligere, at det er ham, der er i centrum for romanens personbeskrivelser.  

Hovedpersonen lever et usikkert liv

Jegfortællerens liv er præget af usikkerhed. Han har som regel ikke penge til mad, og ved ikke hvor han samme dag eller næste dag skal få penge fra. Hans tøj er slidt, så det er vanskeligt for ham at få et arbejde, for ingen vil ansætte en person, der ligner en vagabond. Han har også forsøgt at blive brandmand, men her kommer hans dårlige syn i vejen. Hovedpersonen bruger briller, og det er nok til, at han ikke kan få job i brandvæsenet. 

I stedet forsøger han at skrive artikler, som han sælger til forskellige aviser, men det lykkes ikke så ofte for ham. Hans problem er tit, at han ikke kan koncentrere sig om at skrive, fordi de grundlæggen...