Fortælleteknik

Fortællingen skifter mellem datid og nutid og blander bagudsyn og medsyn

I Sult blandes de grammatiske tider datid (preteritum) og nutid (presens). Det gør, at vi ind imellem bliver i tvivl om, hvor fortælleren befinder sig i forhold til det, han fortæller om. Romanen starter i datid, men skifter så kortvarigt til nutid, inden den vender tilbage til datid. Vi har markeret de to tider med henholdsvis fed og kursiveret skrift:

DET VAR I den tid jeg gikk omkring og sultet i Kristiania, denne forunderlige by som ingen forlater før han har fått merker av den .... Jeg ligger våken på min kvist og hører en klokke nedenunder meg slå seks slag; det var allerede ganske lyst (7).

I resten af indledningen bruger fortælleren datid. Det giver os indtryk af, at historien er fortalt med bagudsyn. Det vil sige, at fortællerens egne oplevelser lader til at ligge lidt tilbage i tiden, og at fortælleren nu ser tilbage på dem. Men med nutidsformen får vi et klart medsyn. Det er, som om vi er tilstede i fortællerens værelse, da klokken slår seks. Vi oplever det hele sammen med jeg-personen og har det, som om vi ser og hører gennem ham. Når fortællingen skifter tilbage til datid, skabes der igen en distance mellem fortælleren og dét, han fortæller om. 

I romanens andet stykke ser vi samme hurtige skift mellem de grammatiske tider. Da hovedpersonen har meldt sig hos politiet for at få et sted at sove en nat, beskriver han fx sit ophold i cellen med enkelte sætninger, der er fortalt i nutid, inden han springer tilbage til datid igen.

Så slukner plutselig gassen, så forunderlig plutselig, uten å ta av, uten å svinne inn: Jeg sitter i et dypt mørke, jeg kan ikke se min hånd, ikke de hvite vegger omkring meg, intet. Det var ikke noe annet å gjøre enn å gå til sengs. Og jeg kledde meg av. (66)

Her giver skiftet mellem nutid og datid igen fortællingen et lidt forvirrende præg. Samtidig er det, som om fortælleren skærper vores opmærksomhed på de detaljer, der fortælles i nutid. Nutidsformen kræver, at vi som læ...