Demokrati bliver til tyranni

Demokratiet skabes i en revolution

Demokratiet opstår i en revolution, når oligarkiet bryder sammen, mener Sokrates. De fattige vil nemlig tage magten og fordele den mellem sig:  

’Demokrati opstår efter min opfattelse ved, at de fattige får overtaget og dræber nogle af deres modstandere, landsforviser andre og giver resten borgerskab og del i de politiske poster. Som regel bliver posterne i den demokratiske by fordelt ved lodtrækning.’ (557a)

Da målet med en revolution er frihed for undertrykkelse eller uretfærdig behandling, så vil friheden også være den højeste værdi i den demokratiske by.

Den demokratiske by er den smukkeste samfundsform

Selvom Sokrates er fortaler for den aristokratiske by, så kalder han den demokratiske by for den ‘allersmukkeste’ samfundsform. Han karakteriserer den demokratiske by som et sted, der  ’....bliver propfuld af frihed og ytringsfrihed, og man kan gøre lige, hvad man vil i den..’ (557b). Men vi mærker alligevel en vis ironi i hans måde at tale om den:

’Det er måske den allersmukeste samfundsform,’ sagde jeg. ’Ligesom en broget kappe, der er pyntet med alle mulige farver, kan det demokratiske samfund også virke smukkest, når farverigdommen skyldes alle mulige holdninger. Og der vil sikkert være mange,’ fortsatte jeg, ’der opfatter det som det smukkeste, fuldstændigt som kvinder og børn, når de beundrer noget spraglet tøj.’ (557c)

Den demokratiske by er smuk, fordi den giver plads til alle mulige meninger og holdninger. Men sammenligningen viser også den ironiske undertone. Den er smuk som ‘en broget kappe’ og ‘spraglet tøj’. Dette skal vi sammenligne med den aristokratiske by, som var både god og retfærdig.

Demokratiet har frihed, men mangler fornuften 

Sokrates ser ikke på demokratiet som en god styreform. Tværtimod mener han, at det er en meget problematisk styreform, som måske slet ikke er et reelt styre:

’Og så er der intet, der tvinger en til at være leder i denne by,’ sagde jeg, ’ikke engang hvis man er egnet til det; man behøver heller ikke at lade sig lede, hvis man ikke ønsker det, eller gå i krig, når de andre gør det, eller holde fred, hvis man ikke har lyst, selvom de andre gør det; og på den anden side, hvis en lov forbyder en at være leder eller dommer, så kan man alligevel blive både leder og dommer, hvis man får lyst til det. Virker denne måde at leve på ikke vidunderligt behagelig – lige nu og her?’ (557e-558a)

Her hører vi igen ironien. Alle i demokratiet kan gøre lige, hvad de har lyst til. Ingen behøver at gøre en indsats for andre. Det er en “vidunderligt behagelig” måde at leve på. Og Sokrates fortsætter i samme ironiske tone:

’Og se så, hvor accepterende demokratiet er, og hvor ligeglad det er med småting! Det har kun foragt til overs for de, vi talte så højtideligt om, da vi grundlagde vores by, nemlig at hvis man ikke har en helt enestående natur, vil man aldrig kunne blive et virkelig godt menneske, og heller ikke, medmindre man lige fra barndommen leger smukke lege og beskæftiger sig med smukke ting af alle slags. Alt det blæser demokratiet højt og flot på og er fuldstændig ligeglad med, hvilken baggrund man kommer fra, når man træder ind i politik. Næh, man bliver respekteret, bare man siger, at man er folkets ven.’ (558b)

I citatet taler Sokrates om de værdier, der var vigtige for at skabe gode mennesker. Nemlig at man allerede fra barndommen får skabt harmoni mellem begær, aggression og fornuft gennem opdragelse og uddannelse, på den måde skaber man gode og dygtige indbyggere i sin by. Det er ikke vigtigt for demokratiet. Her er all...

Teksten herover er kun et uddrag. Køb medlemskab for at læse den fulde tekst.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind