Er retfærdigheden det, som den stærkeste bestemmer?

Er retfærdigheden det, som den stærkeste bestemmer?

I anden halvdel af bog 1 skiftes Sokrates’ samtalepartner ud. Den nye mand i samtalen er Thrasymachos. Han bryder til at begynde med ud i et raserianfald, som Platon beskriver ved at sammenligne ham med et vildt dyr:

Han krummede sig sammen som et vildt dyr og fór løs på os som for at flå os i stumper og stykker. Både Polemarchos og jeg blev forskrækkede og bange. Og så råbte Thrasymachos ud midt i forsamlingen: ’Hvad er det for noget sludder og vrøvl, I har lukket ud Sokrates?’ (336b)

Det skal naturligvis ikke forstås bogstaveligt, at Thrasymachos flår folk i stumper og stykker. Sammenligningen skal vise os, at han er meget vred. Det passer også godt til hans navn, som kan oversættes til ’den stridbare’.

Thrasymachos repræsenterer den sofistiske tænkning

Vreden kommer, fordi Thrasymachos mener, at Sokrates er manipulerende og bevidst undgår selv at tage stilling til noget:  ”Så kan Sokrates få lov til at lave sit sædvanlige nummer med at undlade at svare på spørgsmålet og i stedet tage en andens svar og forsøge at vise, at det er forkert.” (337e)

Sokrates mener derimod ikke, at hans måde at diskutere på handler om at vise, at andre tager fejl. Han er nemlig kun interesseret i at finde ud, hvad retfærdigheden er:

’Nej du må tro på os, kære Thrasymachos. Vores problem er, at vi ikke har evnerne. Så I begavede mennesker skulle meget hellere have medlidenhed med os end blive irriterede over os.’ (336e-337a)

Udvekslingen mellem de to viser kontrasten mellem Platons filosofi og samtidens sofister, som Thrasymachos var én af. Sofisterne var professionelle talelærere, en slags oldtidens spindoktorer, som mod betaling lærte folk at bruge overbevisende argumenter, retoriske kneb og vinde en diskussion.

Det kunne være en afgørende egenskab at have i det athenske demokrati. De lærte også folk, at sandheden var en subjektiv størrelse. Platons interesse var en anden, nemlig at afsøge vores meninger og overbevisninger (på græsk doxa) for at nå frem til en absolut sandhed (på græsk episteme).

Thrasymachos var en historisk person, som levede på Platons tid, men det er nok tvivlsomt, om han faktisk har sagt de replikker, han tillægges i Staten. Vi har også svært ved at vide, om Thrasymachos overhovedet har deltaget i de samtaler, som Platon skriver om. Derfor skal vi se ham som en repræsentant for den sofistiske måde at tænke på, fremfor som en konkret person.

Retfærdighed er den stærkes fordel

Thrasymachos giver en anden definition på retfærdigheden, end Polemarchos kom med. Han mener, at retfærdighed er noget, som defineres af magthaverne i et samfund, altså af samfundets stærkeste: ”Min påstand er, at retfærdighed slet og ret er den stærkes fordel” (338c). Han uddyber synspunktet ved at forklare det ud fra styreformerne demokrati og tyranni:

Ethvert ...

Teksten herover er kun et uddrag. Køb medlemskab for at læse den fulde tekst.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind