Kephalos og Polemarchos

Kephalos og Polemarchos repræsenterer en konservativ opfattelse af retfærdigheden

Den første samtale i bog 1 er mellem Sokrates og Kephalos. Kephalos er blevet en gammel mand, men har haft succés i livet og skabt sig en formue. Senere forlader Kephalos samtalen for at tage sig af ofringer til guderne, og hans søn, Polemarchos, overtager samtalen med Sokrates.

Kephalos og Polemarchos repræsenterer en klassisk, konservativ opfattelse af retfærdigheden, som var udbredt i de græske bystater på Platons tid: retfærdigheden er at give folk, hvad man skylder dem.

Den retfærdige kan trygt blive gammel

Sokrates indleder samtalen ved at spørge Kephalos, om det er lige så slemt at blive gammel, ”som man siger”.  Kephalos svarer, at han sætter pris på alderdommen. Begæret efter kvinder er forsvundet, og med sin formue kan han betale alt, hvad han skylder, både til guder i form af ofringer og til mennesker i form af gæld. Derfor er han heller ikke bange for døden:

”Den der konstaterer, at han har begået mange uretfærdigheder i sit liv, vågner ofte af sine drømme som et barn skræmt fra vid og sans og må leve sit liv i ængstelse. Men den der ved med sig selv, at han ikke har gjort noget uretfærdigt, har altid en dejlig følelse af håb – en støtte i alderdommen…” (330e-331a)

I den græske mytologi var dødsriget (Hades) et sted, hvor uretfærdige mennesker blev straffet hårdt. Det nævnes også i dialogen. Eftersom han har været retfærdig gennem sit liv, har Kephalos ingen grund til at frygte døden. Retfærdigheden i hans handlinger giver ham en tryg alderdom.

Er retfærdigheden at give folk, hvad man skylder dem?

Polemarchos mener det samme om retfærdigheden som sin far. Han citerer digteren Simonides for at have skrevet: ”at det er retfærdigt at give enhver, hvad man skylder ham” (331e). Sokrates er ikke tilfreds med definitionen og kommer med en indvending. I typisk sokratisk stil pakker han det dog ind som et spørgsmål, hvor han beder Polemarchos forklare sig:

…det er ...