Mundtlig prøve i SRO

På de fleste skoler er der en mundtlig prøve i studieretningsopgaven. Til prøven skal du forsvare din opgave. Det gør du ved at fremlægge om opgavens problemstillinger og konklusioner. Derefter vil der være en samtale med dine lærere omkring dine faglige, metodiske og videnskabsteoretiske valg i din opgave.

Den mundtlige prøve tæller ikke med i dit eksamensgennemsnit, der er faktisk mange skoler, hvor du slet ikke vil få en karakter. Men prøven er alligevel vigtig for dig, fordi den giver dig erfaring med prøveformen, som du vil få brug for ved den mundtlige eksamen i SRP på stx og SOP på hhx i 3.g.

På de næste sider ser vi på, hvordan du på en god måde kan forberede din mundtlige prøve. Vi kommer ind på, hvordan du kan bruge din feedback fra DHO-prøven i 1.g, og vi ser på, hvordan du skal repetere din opgave, reflektere over dit arbejde og lave et godt talepapir til eksamen.

Derefter forklarer vi dig om forløbet ved selve prøven. Her ser vi på opdelingen af tiden, og hvad hver enkelt del handler om. Du får også gode råd til samtalen med dine lærere.