Stil og tone

Når du skal analysere stilleje i en skønlitterær eller sagprosatekst, støder du ofte på begreberne “stil” og “tone”. De dækker begge over måden, nogen udtrykker noget på.

Tone bruges dog typisk ret afgrænset til at beskrive den “stemme”, som teksten har, fx om teksten lyder vred, taknemmelig eller kærlig.  Ved mundtlig fremførelse som fx taler refererer tone både til indholdet i det, der bliver sagt, og til afsenderens måde at fremføre det på. 

Stil dækker bredere som begreb - faktisk over hele den måde, en tekst fremstår på. Stilen udgøres netop af et element som tone, men også fx sætningsopbygning, grammatik og ordvalg. Vi uddyber stil i dette kapitel. En teksts stil kan desuden påvirkes af billedsprog og sproglige figurer, som vi uddyber i andre kapitler i webbogen. 

Det kan også være nyttigt for dig at vide, at man ikke kun taler om stil og tone på et generelt plan. Vi kan også bruge begrebet i forbindelse med forfattere, genrer og litterære perioder. Den enkelte forfatter har ofte en unik stil, og bestemte tekstgenrer forbindes ligeledes med nogle bestemte stiltræk. Fx er rapgenren præget af slang, bandeord og en konfrontatorisk tone. Det samme gælder litterære perioder. Fx er impressionismen kendetegnet ved en stil med scenisk beskrivelse, brug af bevidsthedsstrøm og en virkelighedsbeskrivelse, der kommer i små “flimrende glimt”.

På de følgende sider i webbogen gør vi dig klogere på en række kendetegn ved en teksts stil og tone: Høj og lav stil, stilbrud, subjektiv og objektiv stil, brug af ironi og sarkasme samt humor. Det påvirker alt sammen, hvordan en tekst virker på modtageren.