Aktiv og passiv
Det er et sprogligt virkemiddel bevidst at vælge aktiv eller passiv i vores sætninger. I aktive sætninger er det sætningens subjekt (grundled), der gør noget, mens subjektet i passive sætninger bliver udsat for noget og ikke selv handler. Valget mellem aktiv og passiv handler derfor om, hvem vi ønsker at trække frem som sætningens centrale aktør.
Hvad er aktiv?
I en aktiv sætning er subjektet den, der udfører handlingen. Her er læreren fx subjekt, mens eleverne bare tager imod:
Læreren underviser eleverne.
Bemærk, at læreren har en fremtrædende placering forrest i sætningen. Vi afkoder straks, at læreren er den centrale aktør - den, der handler og gør noget mod andre.
Når vi vælger sætninger i aktiv, understreger vi, hvem det er, der handler. Det er typisk enkle og letforståelige sætninger, og derfor bruger vi aktiv i bl.a. talesprog, men også i skriftlige sammenhænge.
Eksempel på aktiv
I Naja Marie Aidts novelle “Bulbjerg” finder vi et eksempel på brug af aktiv:
Vi hev frydefuldt efter vejret, som om vi dykkede op efter luft efter alt for lang tid under vandet. Vi standsede og så os omkring, vi missede med øjnene efter at have holdt blikket fast ved grusvejen og plantagens mørke så længe. Selv duften her var anderledes, salt og frisk, havet måtte være meget tæt på nu. Men vi havde for længst mistet orienteringen.
Alle sætningerne står i aktiv, og brug af aktiv passer godt her, hvor vi får beskrivelsen af en families opførsel på en udflugt til Bulbjerg. Forsøger vi at omskrive fx den første af sætningerne til passiv, bliver resultatet temmelig kluntet og underligt: “Vejret blev frydefuldt hevet efter af os”. Derme...
