Ordvalg

Ordvalget er et centralt element i analyse af sproglige virkemidler, uanset om du arbejder med sagprosa eller skønlitteratur. Her undersøger du afsenderens valg af bestemte ord. 

Ord kan have meget forskellig virkning i en tekst. Nogle ord har fx en positiv værdiladning, mens andre har en negativ, og det kan farve vores opfattelse af teksten og dens budskaber.

Du kan desuden se på ords denotation og konnotationer, som er ords grund- og medbetydninger. Det er nemlig med til at påvirke vores oplevelse.

Valget af bestemte ordklasser er interessant - fx er adjektiver gode til at beskrive en stemning, mens verber signalerer handling. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvilke ordklasser du kan finde i teksten.

Derudover kan du placere en teksts ordvalg i det, der kaldes et semantisk skema eller felt. Det kan give dig overblik at gruppere tekstens ord sådan. 

Du kan blive meget klogere på ordvalg på de følgende sider i kompendiet. Dermed kan du fx bedre vurdere, om ordvalget i en tekst passer til dens indhold og målgruppe.