Metafor

Et af de mest almindelige sproglige virkemidler er metaforer. De er overalt omkring dig - i litteratur, musik, reklamer, dansktimer eller hverdagssproget. Du bruger dem sandsynligvis selv hver eneste dag, måske uden at være klar over det. 

Metaforer er sproglige billeder, og der findes forskellige typer af dem. De kan inddeles på flere måder. Én måde er overordnet at inddele dem i litterære metaforer, som især findes i litteraturen, og kognitive metaforer, som især findes i sagprosa og hverdagssproget. De litterære er ofte ret fantasifulde og lidt sværere at forstå, mens de kognitive tit er nogle, vi allerede kender godt og knap nok tænker på som metaforer mere. De to kategorier kan dog sagtens overlappe.

Besjæling og personifikation er undergrupper til metaforen. De har mange fællestræk, men der er også vigtige forskelle, som du skal kende.

På de følgende sider hjælper vi dig med at forstå, hvad en metafor er, og hvordan du finder de forskellige typer i de tekster, du arbejder med.