Du får tips til opbygningen af din rapport og eksempler på, hvordan de forskellige dele af rapporten kan skrives. Eksemplerne er markeret med grå bokse. Du kan også se en video der forklarer teorien bag spændingsrækken og viser hvordan dele af forsøget om spændingsrækken kan udføres.
Her ser du et uddrag fra efterbehandlingen:
Syreopløsningerne (H+)
I de fire syreopløsninger skete der kun noget i blandingerne med magnesiummetal og zinkmetal. Både med magnesium og zink observerede vi gasudvikling (i form af bobler). Det giver god mening, da både Mg og Zn ligger til venstre for H2 i spændingsrækken, og dermed forventes det, at både magnesium og zink opløses af syre. En forskel på magnesium og zink var, at reaktionen med magnesium var væsentlig kraftigere end reaktionen med zink. Vi kunne således se, at magnesium ret hurtigt forsvandt helt - i modsætning til zink, som reagerede væsentligt langsommere. Dette hænger godt sammen med, at Mg står længere til venstre end Zn i spændingsrækken. Dermed forventes det også, at magnesium er mere reaktionsvilligt end zink.
Med magnesiummetal sker der følgende:
2H+(aq) + Mg(s) → H2(g) + Mg2+(aq)
Med zinkmetal sker der følgende:
2H+(aq) + Zn(s) → H2(g) + Zn2+(aq)
Med kobber og sølv skete der ingenting. Det giver også god mening, da både Cu og Ag ligger til højre for H2 i spændingsrækken, og dermed forventes det ikke, at hverken kobber eller sølv opløses af syre. Det vil sige:
H+(aq) + Cu(s) → Ingen reaktion
H+(aq) + Ag(s) → Ingen reaktion
Observationerne med syreopløsninger er altså i overensstemmelse med spændingsrækken.
Opløsningerne med kobberioner (Cu2+)
...