Fortæller og sprog
Fortæller
Fortælleren i eventyret er en alvidende tredjepersonsfortæller, hvilket er meget typisk for eventyrgenren. Fortælleren kan gå ind i alle personernes tanker og ved, hvad de tænker og føler:
- Morens tanker: ”Og da hun så, hvor smukt den røde farve strålede i den hvide sne, tænkte hun: ’Gid jeg dog havde et barn […]”
- Jægerens følelser: ”Som om en sten var faldet fra hans hjerte”.
- Snehvides følelser: ”hun var så bange”
- Snehvides indre syn: ”Snehvide tænkte ikke noget ondt derved”
Fortælleren er ikke ligeglad med det, der foregår i fortællingen, men tager parti. Da Snehvide går rundt alene ude i den store skov, erklærer fortælleren, at hun er ”stakkels”, hvilket er en tilkendegivelse af, at fortælleren ”holder med hende” og også vil have, at læseren skal gøre det:
Nu var det stakkels barn helt alene i den store skov.
Sprog
Der indgår direkte tale i eventyret, hvilket er med til at gøre det mere levende, og samtidig er det med til at karakterisere personerne mere uddybende. Når den onde dronning forsøger at lokke Snehvide med sætninger som: ”Nu er det nok ude med dig, min dejlighed”, understreger det, hvor ond og udspekuleret, hun er.
Lyriske virkemidler
Der indgår lyriske vers (små digte) inde i selve eventyret. Hver gang den onde dronning spørger spejlet, hvem den smukkeste er, er det gennem vers, der rimer, og spejlet svare...
