Sprog

Sproget afslører, at jegfortælleren føler sig ensom og fremmedgjort

Jegfortællerens sprogbrug i "Signalet" viser, at vedkommende føler sig ensom og fremmedgjort fra sine naboer i den nye boligblok. 

Ordvalget er i sig selv relativt neutralt og nøgternt det meste af tiden. Jegfortælleren giver ikke direkte udtryk for sine følelser, men beskriver i stedet sine tanker og handlinger. Vi må selv konkludere, at det er ensomhed og fremmedgjorthed, som får jegfortælleren til at tænke og handle sådan. 

Vi finder bl.a. et eksempel her, hvor jegfortælleren beskriver sin begejstring for det nye kighul i hoveddøren:

Jeg har ikke fortrudt at jeg fik kighullet. Man kan kun se den ene vej gennem det; jeg har prøvet at kigge ind gennem de andres, men man ser kun noget, som måske kan være tapetet i entreen. Der har heller ikke været så mange besøgende endnu, og ingen som jeg ønskede at undgå.

Sproget er ikke voldsomt eller følelsesladet, men beskriver helt nøgternt jegfortællerens glæde ved de kighuller, som alle lejlighederne har fået installeret. Hvis vi læser nærmere efter, så kan vi se, at sproget afslører, hvor fremmedgjort og ensom jegfortælleren i virkeligheden er. 

Jeget har eksempelvis forsøgt at kigge ind i de andre lejligheder gennem kighullerne. Det viser, hvor desperat jeget er efter at få kontakt til sine naboer. Jeget siger dog aldrig direkte, at vedkommende savner mere social omgang med naboerne ...