Inddeling i afsnit
Hvis den roman, du analyserer, ikke passer ind i berettermodellen, kan du i stedet prøve at dele den ind i nogle store afsnit. Her skal du tænke dig om og prøve at finde de naturlige inddelinger eller ’skift’ i romanen.
Eksempel på inddeling
Som en tommelfingerregel kan man sige, at en roman altid vil kunne inddeles i en indledning, nogle hoveddele og en slutning.
Det kan være svært at overskue at analysere en roman på flere hundrede sider, men med denne inddeling i afsnit får du større overblik over, hvilke ting i romanen du med fordel kan fokusere på.
Indledningen
I indledningen af romanen introduceres læseren som regel for de vigtigste personer, miljøet og tiden. På den måde sættes scenen for den videre handling. Læseren får en idé om, hvad romanen kommer til at dreje sig om, og hvilke temaer/problemstillinger der kan være på spil.
Vær opmærksom på følgende i forhold til romanens indledning:
- Hvilken type indledning er der tale om? (fx: ’in medias res’ eller en præsenterende indledning)
- Hvordan påvirker det læseren, at romanen indledes sådan?
- Er der i indledningen noget tegn på, hvordan romanen kommer til at udvikle sig eller slutte? (fx et symbol, et citat, en fortællerkommentar)
- Hvilken funktion i romanen har indledningen?
In medias res
In medias res er latin og kan oversættes med ”midt i tingene”. Det betyder, at læseren kastes...