Fortæller og sprog
Alvidende fortæller
Fortælleren i eventyret er en alvidende tredjepersonsfortæller. Fortælleren kan gå ind i alle personernes tanker og ved, hvad de tænker og føler:
- Ulven tænker: ”’Dét er én rigtig lækker lille mundfuld,’ tænkte ulven ved sig selv.”
- Rødhætte tænker: ”hun tænkte: ’Bedstemor ville sikkert blive glad for en buket blomster. Det er så tidligt, så jeg kan godt nå at plukke nogle.’”
- Jægeren tænker: ”Jægeren gik netop forbi og tænkte: ’Det er dog løjerligt, som den gamle kone snorker. Det er bedst, jeg går ind og ser, om der er noget i vejen.’”
- Bedstemoren fornemmer: ”Men bedstemoderen mærkede nok, hvad den havde i sinde”
Fortælleren er ikke ligeglad med det, der foregår i fortællingen, men vælger side. Da Rødhætte bliver spist, erklærer fortælleren, at hun er ”stakkels”:
i samme øjeblik sprang den ud af sengen og slugte den stakkels lille Rødhætte
Det er en tilkendegivelse af, at fortælleren ”holder med hende” og også vil have, at læseren skal gøre det.
Eventyret bruger direkte tale
Der indgår direkte tale i eventyret, hvilket er med til at gøre det mere levende, og samtidig er det med til at karakterisere personerne mere uddybende, fordi replikkerne er noget, de direkte siger.
Der bruges også citationstegn flere gange ved det, personerne tænker ved sig selv:
’Dét er én rigtig lækker lille mundfuld,’ tænkte ulven ved sig selv
Det er med til at give et mere uddybende indblik i, hvordan de er, fordi det er en direkte gengivelse af, hvordan de tænker.
Underdrivelser og overdrivelser gør eventyret sjovt
Stilen i eventyret er meget direkte og ligefrem, men der bliver brugt både underdrivelser og...
