Appelformer

Et af de vigtigste elementer i en retorisk analyse er, at du kigger nærmere på, hvilke appelformer tekstens afsender særligt benytter sig af for at overbevise sit publikum.

At ’appellere’ betyder at ’tale til’ noget bestemt hos modtagerne. Det kan være at tale til modtagernes følelser (patos-appel), til modtagernes fornuft (logos-appel) eller at tale til, at modtagerne får tillid til afsenderen (etos-appel).

Aristoteles’ appelformer er stadig relevante

Allerede for 2500 år siden beskrev den græske filosof Aristoteles de klassiske appelformer etos, logos og patos i sit værk Retorik. Appelformerne beskrev han som de midler, afsenderen af en tekst eller tale har til rådighed for at overtale sit publikum. Det er stadig de samme begreber, vi gør brug af, når vi laver en retorisk analyse i dag. 

Samspil mellem appelformer

En tekst vil ofte bestå af flere appelformer, som bruges til at supplere og underbygge hinanden. Dermed virker teksten ofte mere overbevisende, fordi den appellerer til modtagerne på flere måder på én gang.

Fx: ”Jeg har rejst som frivillig i Afrika flere gange, og på mine rejser har jeg set utallige liv og skæbner gå tabt pga. fattigdom. Jeg har holdt forældreløse børn i mine arme og set fortvivlelsen i deres øjne. Derfor er det så vigtigt, at regeringen indser, at en øget ulandsbistand er den eneste vej frem.”

  • Her skaber afsenderen troværdighed om sig selv ved at fremhæve, at han har rejst i Afrika og derfor ved, hvad han taler om (etos).
  • Herefter taler han til modtagernes følelser ved at beskrive de sultende børn på en levende måde (patos).
  • På den måde er grunden lagt for at tale til modtagernes fornuft ved at vise sammenhængen mellem regeringens politik og Afrikas fremtid (logos).