Giovanni Pico della Mirandola: "Om menneskets værdighed" (1486)

Oversigt

Giovanni Pico della Mirandola (eller bare Pico) var en såkaldt renæssancehumanist. Han blev født i 1463 i Norditalien og begyndte i sin tidlige ungdom at studere filosofi. Han var knyttet til et akademi i Firenze, som var blevet oprettet i 1462, og som var finansieret af en rig familie, Medici-familien, der sad i bystyret i Firenze. Pico bliver sammen med humanisten Erasmus af Rotterdam regnet som en af renæssancens store humanister. 

Baggrund

Talen “Om menneskets værdighed” er en af de bedst kendte humanistiske skrifter fra renæssancen, idet den nærmest eksemplarisk viser renæssancens menneskesyn og kultur. Talen er skrevet kort efter, at Pico i 1486 i Rom havde offentliggjort sine berømte 900 filosofiske teser, netop om menneskets værdighed. Pico var parat til at forsvare sine teser mod hvilken som helst, der havde lyst til at stille op mod ham. En del af teserne udfordrede også pavemagten, som efterfølgende også ønskede Pico stillet for en såkaldt inkvisitionsdomstol. Talen blev derfor aldrig holdt. Pico flygtede i 1488 til Frankrig, hvor han blev fanget af den franske konge på pavens opfordring. Pico blev løsladt i 1493 og døde året efter, 31 år gammel.

Nedenfor finder du en analyse af de steder i talen, hvor Pico giver mest udtryk for tænkningen i renæssancen. 

Teksten kan blandt andet findes i bogen Om menneskets værdighed, oversat med indledning og noter af Jørgen Juul Nielsen (1996)

Gennemgang af talen

Mennesket er det mest beundringsværdige i verden

Talen handler kort sagt om menneskets plads i samfundet. Pico fremfører en måde at betragte mennesket på, som ikke er knyttet ...

Teksten herover er kun et uddrag. Køb medlemskab for at læse den fulde tekst.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind