Kilder

På de næste sider hjælper vi dig med at forstå nogle centrale kilder til renæssancen. Kilderne belyser gennem to filosofiske tænkere, hvordan det nye menneskesyn, der opstod i løbet af renæssancen, kom til udtryk på to forskellige måder.

De følgende kilder drejer sig om:

Giovanni Pico della Mirandolas tale “Om menneskets værdighed” fra 1486, hvori han fremhæver mennesket, som det mest beundringsværdige i verden.
Niccolò Machiavellis politiske tekst Fyrsten, som blev skrevet i 1513, hvori han beskriver, hvordan en fyrste via kynisme og gode omstillingsevner bedst erobrer og holder fast i sin magt.

Begge kilder viser centrale aspekter ved renæssancen, nemlig at mennesket bliver sat i centrum, og at religionen fik en mindre betydning i forståelsen af mennesket. Men kilderne er meget forskellige i den forstand, at Pico i “Om menneskets værdighed” viser menneskets muligheder og egenskaber, mens Machiavelli i Fyrsten skildrer det politiske menneske som amoralsk og bedragerisk.

Uddrag fra siden om Giovanni Pico della Mirandolas tale "Om menneskets værdighed" fra 1486:

Ifølge Pico er mennesket ikke underlagt noget andet i verden. Heller ikke Gud. Gud har nemlig givet mennesket mulighed for selv at bestemme sin egen funktion i verden og er på den måde selv herre over sit eget liv. Dette syn går imod den såkaldte prædestinationslære i kristendommen, som siger, at Gud har skabt mennesket til et bestemt formål. Ifølge Pico satte Gud mennesket “midt i verden”, men uden en bestemt plads eller en bestemt funktion. Da gud havde skabt dyrene og alle andre levende væsener, manglede Gud en skabning, der også kunne beundre, elske og gennemtænke hans værk ifølge Pico. Derfor skabte han mennesket. På den måde bliver mennesket guddommeliggjort i Picos tale og på den måde anset som...