Neorealisme

Neorealismen er en videreudvikling af realismen, der forklarer staters handlinger ud fra magtfordelingen i det internationale system. Magtfordelingen er en del af strukturen i det internationale system. Eftersom teorien mener, at det er strukturen, der er afgørende for staters handlinger, så kaldes neorealisme også for strukturel realisme.

På de følgende sider gennemgår vi teorien:

Her kan du se et uddrag fra siden Hvad er neorealisme?

For det første kan systemet være unipolært. Det vil sige, at der kun er én dominerende supermagt i det internationale system, men der vil typisk være andre stormagter. Når systemet er unipolært vil supermagten forsøge at præge det internationale system efter sine egne værdier. Supermagten har mulighed for at forfølge andre mål end bare at sikre sin overlevelse, fordi den har markant mere magt end de andre stater. Supermagten har også magten til at tvinge andre stater til at følge dens værdier. Der er tre forskellige måder stater kan reagere på unipolariteten:

Balancering. Neorealismen mener, at det anarkiske system fører til balancering, fordi stater altid vil forsøge at øge deres magtressourcer for at øge deres sikkerhed. Med tiden vil andre stater altså vælge at opruste eller danne alliancer, så der opstår en magtbalance i det internationale system. Når supermagten udfordres kan det føre til store konflikter.
Bandwagoning. Bandwagoning betyder, at stater vælger at følge hegemonen fremfor at udfordre den. Det er ofte småstater som bruger bandwagoning, fordi de ikke er stærke nok til at balancere supermagten. Ved at bruge bandwagoning kan småstater få nogle fordele, såsom beskyttelse fra andre stater.
Buck passing. Buck passing går ud på, at man ser til fra sidelinjen og håber, at der er nogle andre som vil udfordre supermagten.