Anarki
Hvad er anarki?
Indenfor international politik snakker man nogle gange om, at det internationale system er præget af anarki. Det betyder, at der ikke er en verdensregering, der leder det internationale system med fælles internationale love. Der er heller ikke noget verdenspoliti til at straffe stater, hvis de bryder de internationale love.
Ifølge realismen vil det internationale system altid være præget af anarki. Anarkiet skaber en stor utryghed blandt staterne. Staterne frygter hinanden fordi der ikke er nogen verdensregering der kan stoppe krigeriske stater. Frygten får staterne til at opruste deres militære kapabiliteter for at sikre sig mod trusler fra andre stater. Staternes oprustning fører ofte til et sikkerhedsdilemma.