Klassisk udviklingspsykologi

På de følgende sider dækker vi nogle af de klassiske udviklingsteorier. Fælles for teorierne er, at de inddeler menneskets udvikling i en række udviklingsfaser.

Faseteorierne har haft stor historisk indflydelse, men nyere psykologisk forskning har problematiseret tanken om, at menneskets udvikling altid foregår i en række bestemte faser uafhængigt af dets miljø.

Uddrag

Her kan du læse et uddrag fra vores side om Erikson.

Kritik af Eriksons faseteori

Eriksons faseteori fik stor indflydelse på udviklingspsykologien i midten af det 20. århundrede, men i takt med at der blev større tradition for at inddrage empirisk forskning i psykologien, begyndte der at komme mere kritik af både Eriksons teori og de øvrige faseteorier.

Et fælles kritikpunkt for faseteorierne var, at selve tanken om skarpt opdelte faser med bestemte fokus var for snæver, da mennesket i praksis udvikler sig mere glidende, og da forskellige personer sagtens kan udvikle sig hurtigere på nogle områder og langsommere på andre områder. 

Derudover blev Erikson kritiseret for, at hans teori om universelle faser undervurderede betydningen af den specifikke kontekst, som en person blev placeret i. At fasen fra 6-12 år fx er præget af flid og skaberevne kontra mindreværd hænger måske ikke så meget sammen med selve barnets alder, men skal snarere ses i forhold til, at disse følelser hænger sammen med de krav, der stilles i skolen som institution. Og hvis man ser på samfund, hvor der ikke har været tradition for, at børn mellem 6 og 12 år går i skole, så ville man måske se et helt andet billede i forhold til udviklingen på disse alderstrin.   

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind