Fortælleteknik

”Præludium” bliver fortalt af et lyrisk jeg

Fortælleren i ”Præludium” er et lyrisk jeg. Det lærer vi allerede i digtets første vers, hvor der står: ”Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk!” Her ser vi, at jeget er åbenlyst til stede helt fra begyndelsen af digtet. Sådan er det også i resten af digtet. Bortset fra en enkelt strofe optræder jeget nemlig åbenlyst som et jeg i alle digtets strofer. Digtet er derfor i høj grad centreret om jeget og jegets subjektive betragtninger. 

Strofe 7 er den ene strofe, hvor pronominet ’jeg’ ikke optræder: 

Lyt og, o Vandrer! til denne Sang;
    Lidt af din Vei du hidtræde!
Gud veed, maaske det er sidste Gang
    Du hører Livsfangen qvæde. 

Her henvender jeget sig til et ”du”; mere specifikt en vandrer. Jeget gør her brug af det, vi kalder en apostrofe. Det er et sprogligt virkemiddel, der kan være direkte synligt i teksten som et ”o”, sådan som det er her i strofens første vers. 

En apostrofe er et meget poetisk udtryk, hvor det lyriske jeg henvender sig til nogen eller noget på en højtidelig måde. Apostrofen er derfor her med til at give digtet et højtidelig præg.

Selvom jeget henvender sig til en person uden for sig selv, handler strofen alligevel stadig mest om jeget se...