Thomas Hobbes

Samfundspagten og suverænen

For at komme ud af naturtilstanden er menneskene nødt til at indse, at de i fredens interesse skal lave en aftale, hvor de afgiver en del af deres frihed tilsvarende det, som de andre i samfundet også er villige til at afgive. Et eksempel kunne være, at man finder sig i ikke at måtte stjæle fra andre, hvis andre så respekterer et forbud mod at stjæle fra en. 

Ifølge Hobbes er det dog ikke tilstrækkeligt for at skabe et samfund, at folk blot sætter sig sammen og bliver enige om, hvordan friheder og rettigheder skal fordeles. Det er nemlig meningsløst at blive enige om en masse love og regler, hvis man ikke samtidig har en klar sikring for, at disse love kan håndhæves. Derfor er der ifølge Hobbes brug for at oprette en stærk magtinstans som garanti for håndhævelse af samfundets love. Denne magtinstans kalder Hobbes for suverænen, fordi den har absolut magt over borgerne.

For Hobbes er det helt afgørende, at suverænen repræsenterer en samlet magtinstans og ikke fx er delt op i forskellige kamre. Så snart magten bliver splittet op mellem flere, er der nemlig lagt fornyet grund til interne stridigheder, som i sidste ende kan føre tilbage til den krigstilstand, som man jo netop prøvede at undgå gennem samfundspagten. I modsætning til mange af de senere oplysningsfilosoffer var Hobbes altså imod demokratiet og imod tanken om magtens deling. Et eksempel på en suveræn, som ville fungere godt ud fra Hobbes’ perspektiv, kunne fx være en enevældig konge, som ikke behøver at få sine love godkendt af noget parlament eller rigsråd.