Vinkel: Fokus på 'tomgang'

Når vi har at gøre med en fortælling i første person, beskrives begivenhederne ikke objektivt. Jegfortælleren filtrerer alle hændelserne gennem sin bevidsthed. Det, vi læser, er begivenhederne, sådan som jegfortælleren oplevede dem. Vi interesserer os for jeget i analysen af ”Hullet”, fordi det er ham, der fortæller historien. Men det er en vigtig pointe, at jeget ikke er novellens hovedperson. Jeget er en del af et fælles ’vi’.

I denne vinkel har vi fokus på fortælleteknikken i ”Hullet.” Først vil vi undersøge, hvordan fortællingen har to forskellige perspektiver. Et subjektivt, beskrivende perspektiv og et objektivt, dialogbåret perspektiv. Vi vil vise, hvordan begge fortælleperspektiver på hver sin måde viser en meningsløs tomgang. Det subjektive perspektiv bliver så overordnet og generelt, at beskrivelserne bliver tomme eller absurde. Modsat bliver det objektive perspektiv så detaljeret i sit fokus på hullet, at teksten går i tomgang og bliver meningsløs.

Dernæst vil vi analysere, hvordan mændenes diskussion om hullet udvikler sig. En stor del af novellen består nemlig af mændenes diskussion om hullet. Der er ikke særlig meget handling her. Vi hører lidt om, at de afstiver og pumper og graver, men ellers sker der ikke noget. Der er heller ikke rigtig fremdrift i deres diskussion. De snakker en masse, bliver i tvivl, beroliger hinanden og foreslår forskellige ting, men de når aldrig frem til nogen konklusion. Vi kan sige det sådan, at både diskussionen og handlingen går i tomgang.

Det subjektive perspektiv

”Hullet” er fortalt i første person. Det betyder, at alt det, der sker, er fortalt gennem fortællerens subjektive perspektiv og er farvet af hans syn på tingene. Særligt første del af novellen er præget af det subjektive perspektiv. Her er fortællestilen berettende. Jegfortælleren genfortæller med sine egne ord og ud fra sin egen oplevelse, hvad der skete den dag, de kørte ud til forstæderne med Graves, og han satte dem i gang med at grave et hul. Der er ingen replikker og dermed ingen til at sige fortælleren imod. Han træder tydeligt frem som den, der fortæller historien, når han afbryder handlingen med små kommentarer som: ”jeg vil ikke påstå”, ”jeg skal ikke gentage den her”, ”som jeg ikke kan fordrage”, ”det absolut værste han kan finde på at sige for mig”.

En jegfortæller har ikke adgang til andres tanker og følelser. Men jegfortælleren i ”Hullet” giver udtryk for, at han taler på vegne af hele arbejdsgruppen. Det gør han ved i de første afsnit af novellen at fortælle ud fra et ’vi’. Eftersom jegfortælleren ikke kan vide noget om, hvad der sker inde i hovedet på de andre, fokuserer han på det, de gør og siger. Det kan vi sprogligt se ved, at der i den indledende beskrivelse optræder mange bevægelsesverber: kørte, sprang, gik, luntede, fløj.

Novellen slutter langt ude i fremtiden i forhold til begyndelsen. Der er et stort spring i tid fra selve handlingen og til de sidste to linjer, hvor der i nutid fortælles, at de er nået to km ned i jorden. Novellen er altså fortalt i et tilbageblik, og fortælleren kender dermed hele for...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind