Vinkel: Fokus på 'det genkendelige og det sære'

I ”Hullet” finder vi et modsætningsforhold mellem det genkendelige og det sære. Man kunne til en begyndelse tro, at ”Hullet” er en socialrealistisk fortælling om byggearbejderes forhold i 1960’erne. Men der sker nogle ting med fortællingen, som flytter novellen væk fra den genkendelige virkelighed og over på et mere abstrakt og symbolsk plan. Vi vil undersøge, hvordan dette forhold mellem det realistiske og det symbolske kommer til udtryk i ”Hullet”s person- og miljøbeskrivelser.

Det fælles ’vi’

”Hullet” har ikke én central hovedperson, men en gruppe af mænd, som tilsammen udgør en slags kollektiv ’hovedperson’ (her kollektiv i betydningen gruppe eller fællesskab). Selvom ”Hullet” er fortalt i første person, er det ikke jegfortælleren, der spiller den vigtigste rolle. Fortælleren lægger ud med at fortælle gennem et fælles ’vi’ og træder først selv frem som et ’jeg’ et par linjer inde i novellen. I novellens første sætning finder vi de personlige stedord ’vor’ og ’os’: ”For noget tid siden sagde Graves, vor arbejdsmand, til os, at han havde et ekstra fint arbejde til os”. Vi forstår ud fra det lille indskud ’vor arbejdsmand’, at det drejer sig om en gruppe af arbejdere, som arbejder for Graves. Men vi får ikke andet at vide om, hvem og hvor mange dette ’vi’ dækker over, før vi kommer længere ind i teksten.

I den første indledende beskrivelse handler gruppen som en samlet enhed: ”vi kørte af sted”, ”vi sprang af”, ”vi luntede efter”, ”Der stod vi”. Vi-perspektivet i novellens begyndelse gør os opmærksomme på, at jeget er en del af gruppen. Vi bliver desuden opmærksomme på, at det er gruppen som en samlet helhed og deres indbyrdes forhold, vi skal interessere os for, mere end personerne som isolerede individer med en personlig historie.

Flade personer

Vi får ikke meget at vide om novellens personer ud over det, de siger i replikkerne. Jegfortælleren tildeler dem forskellige karakteriserende tillægsord ”lille Drain”, ”den gamle Herbert” og Jess, der ifølge fortælleren er ”den skrappeste grønskolling”. Men ud over det ved vi ikke noget om, hvordan personerne ser ud, hvordan deres private forhold er, og hvad der er sket i deres fortid. Vi ved kun noget om deres forestillinger om hullet og deres meninger om arbejdet. På den måde er personerne fastholdt i begivenhedernes rammer og peger ikke ud over fortællingens her og nu. De har med andre ord ikke nogen egenskaber eller træk, som ikke er relateret til novellens begivenhed og tematik. De handler ikke frit og overraskende. De udfylder lige præcis den rolle i teksten, de skal, for at diskussionen kan udvikle sig. Flade personer er ikke et træk, der altid gør en tekst ’sær’. I eventyr er personerne næsten altid flade og skabelonagtige. Men i ”Hullet” er den flade fremstilling af personerne med til at pege novellen væk fra realismen og over mod det symbolske.

Ud over de otte gravende mænd og Graves optræder der nogle bipersoner i ”Hullet”. Det er kvinderne og børnene, som bor i de nybygge...

Teksten herover er kun et uddrag. Køb medlemskab for at læse den fulde tekst.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind