Sprog

Fortælleren og personernes sprogbrug er absurd i nogle tilfælde

Sproget i ”Eftersøgningen” er umiddelbart forståeligt og konkret. Mange sætninger er ligefremme og lette at forstå, fx ”Hun boede ikke samme sted, sagde Half. Han ville spørge sig frem. Folkeregistret ville ikke opgive adresser. I telefonbogen stod hun ikke mere. Hun kunne være gift”.

Nogle gange finder vi dog absurde udtryk i ”Eftersøgningen”. Fortælleren beskriver fx Boole som ”en foreløbigt ikke ganske modløs mand” i begyndelsen af novellen. Sætningen bliver kompliceret på grund af den lange række af biord ”forhåbentligt ikke ganske”.

Biord fortæller noget om udsagnsord, tillægsord, andre biord eller hele sætninger. Rækken af biord er svær at forstå, fordi det bliver uoverskueligt at finde ud af, hvad de forskellige biord fortæller om de andre biord. Det bliver ikke mindre kompliceret af, at biordene i sidste ende fortæller noget om tillægsordet ”modløs”.

Det nok mest absurde ved sætningen er, at meningen egentligt er enkel. Boole er ”en foreløbigt ikke ganske modløs mand”, hvilket vil sige, at han lige nu er en optimistisk mand. Han er stadig ikke blevet modløs i novellens begyndelse, men han vil sikkert blive det senere, hvis han bare fortsætter livet, som han har levet inden eftersøgningen. Sætningen peger på, at novellens handlingsforløb vil få stor betydning for Boole. Eftersøgningen vil gøre, at han ikke bliver modløs.  

Boole er en af personerne i novellen, der også siger flere absurde ting. Han siger fx, at han finder det ”tiltalende håbløst” at lede efter Daisy. Det er ikke to ord, man normalt sætter sammen. Tiltalende er meget positivt, mens håbløs er negativt. Sammen virker de absurde, fordi det er unormalt at synes, at noget håbløst er rart og appellerende.

Booles udtalelser er humoristiske, fordi de er så usædvanlige. Et godt eksempel er, da han foreslår, at de skal tage kontakt til en klarseer: ”Boole kendte tilfældigvis adressen på en af de klarseere, som var særligt fremme i tide...