Analyse

Denne analysehjælp gennemgår novellen ”Eftersøgningen” af Peter Seeberg. Du finder herunder en overblik over en række af de punkter, vi kommer ind på i vores analyse. Husk, at din færdige analyse af ”Eftersøgningen” ikke bare skal være en opremsning af en række pointer. Vælg en vinkel og et fokus, så du får en ’rød tråd’ i din analyse.

”Eftersøgningen” er karakteriseret af, at vi møder mange forskellige personer. Vores analyse fokuserer på Boole og Half og deres forhold til hinanden og andre, men vi kigger også på, hvad det vil sige, at personerne generelt er flade.

Novellen foregår i en storby. Vi analyserer på det fysiske og sociale miljø i byen, hvor vi bl.a. fokuserer på de mange forskellige personer og steder, som Boole og Half møder. Vi ser desuden på, hvilken virkning det har, at miljøet er neutralt beskrevet.

Sproget i novellen er umiddelbart konkret og forståeligt. Der findes dog flere eksempler på, at sproget bliver absurd og mærkeligt. Vi kigger nærmere på disse eksempler samtidig med, at vi kigger på den sproglige stil og personernes navne.

Vi kigger i afsnittet om fortælleteknik på fortællertype, synsvinkel og fremstillingsform. Bl.a. gennemgår vi, hvorfor fortællerens objektivitet kan virke frustrerende for læseren. Vi kigger også på brugen af medsyn og scenisk fremstillingsform. Begge virkemidler gør, at novellens handlinger føles nærværende.

Kompositionen i ”Eftersøgningen” er umiddelbart typisk for en novelle. Handlingsforløbet er lineært med en begyndelse, midte og slutning, og der er et øjeblik, hvor novellens handling ændres markant. Det kaldes vendepunktet. Begyndelsen er in medias res, mens slutningen er åben. Vi kigger på, hvilke virkninger begyndelsen, vendepunktet og slutningen har.

Vi gennemgår en række af de typiske træk i afsnittet om genre. ”Eftersøgningen” har en del af novellegenrens kendetegn, men den afviger også et par steder. Der er fx en lang række mennesker med i novellen, og det er ikke normalt i noveller. Noveller fokuserer typisk på ganske få personer.

Du finder en række arbejdsspørgsmål til ”Eftersøgningen” på de næste sider. Det er en god idé at tænke over, hvad du selv vil svare på spørgsmålene, før du kigger på vores analyse. Vores analyse af novellen går i dybden med en række udvalgte pointer, for vi kan ikke nå igennem alt i novellen. Hvis du falder over noget i novellen, der virker interessant, kan du derfor sagtens bruge det, selvom det ikke indgår i analysehjælpen.

Analysen af ”Eftersøgningen” kan både bruges til mundtlig forberedelse og til skriftlige opgaver.

Novelleanalyse

I vores vejledning og model for novelleanalyse kan du få hjælp til alle relevante dele af en analyse.