Podcast

Her kan du høre vores podcast om ”Paa Memphis station” af Johannes V. Jensen. I podcasten diskuterer vi, hvordan digtet kan forstås og tolkes. Podcasten giver dig en god introduktion til digtet, som kan hjælpe dig med din egen analyse og fortolkning.

Medvirkende

Kasper Green Munk, ph.d. i Litteraturhistorie og redaktør i Dansk på Studienet.

Michael Balle Jensen, cand. mag. i Dansk og Filosofi og redaktør i Dansk på Studienet.

Vært: Signe Kroman Palsøe

Uddrag

Her kan du læse et uddrag fra podcasten:

Hvis vi går ind på digtets billedsprog, så starter der med at være et gitter fra jord til himmel af regn. Meget ofte har man tolket det som den forbindelse mellem himmel og jord, som den romantiske digtning fastholdte. At der var et eller andet større og mere evigt i form af en dybere indsigt. Måske er det den, der bliver ryddet af vejen. Så det, der er tilbage i ens liv, det er egentlig bare at rejse. Det er at fortsætte.

Helt konkret kan man jo se, at regnen stadig falder. "Under Regnens gabende Sluser" det er allersidste verslinje. Men det er muligt at bevæge sig. Det er ikke længere et fængsel. Sporet er frit. Så man kan sige, at det er en horisontal bevægelse, der er gjort mulig her. Jeg'et er kommet til den indsigt, at han kan godt rejse, hvor han først er spærret inde af sådan en vertikal tænkning, hvor man forbinder himmel og jord. Her til sidst brydes forbindelsen. Hvis vi skal tale lidt i overført betydning. Så er det muligt at rejse videre. Det er sådan, det er i den moderne verden. Der kan man godt udnytte den mulighed at sætte sig på eksprestoget og komme afsted.

Ja, og han skriver jo mange steder om, Johannes V. Jensen, i sin essayistik, skriver han om, at han holder af en tænkning, der klæber til jorden, så vi skal ikke have denne her større guddommelige sammenhæng. Den vender han sig i mod. Men kig på toget, kig på maskinen. Den er et bedre billede på, hvad tilværelsen er, og det er simpelthen at fortsætte denne her rejse, som måske ikke ender noget specielt sted. Det gør den så faktisk i Digte 1906, hvor det lyriske jeg indser, at der, hvor meningen er, det er, hvor han hele tiden har været. Det er i en solplet i det himmerlandske landskab, hvor den plet så nærmest arkæologisk har lagene af alle forgængerne. Af hele slægten af menneskehed, så det bliver en darwinistisk verdensopfattelse, der bliver meningen. At vi er led i en kæde. ...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind