Fortælleteknik

”Paa Memphis Station” er fortalt af et lyrisk jeg, der tiltaler sig selv ”du”

Fortælleteknisk er ”Paa Memphis Station” lidt særlig, fordi der både optræder et ”jeg”, et ”du” og et ”vi”. Jeget optræder i de første fem strofer. Herefter tales der i strofe 6-12 til et ”du”, og i de sidste tre strofer (strofe 13-15) erstattes ”du” af et ”vi”.

Selv om der på den måde skiftes imellem tre forskellige pronominer (jeg, du, vi), er det faktisk det lyriske jeg, som taler hele vejen igennem digtet. I de strofer, hvor der tales til et ”du”, er det nemlig det lyriske jeg, som taler til sig selv. Det kan vi se ved, at det ”du”, der tales til, befinder sig i nøjagtig samme situation som det lyriske jeg: Du’et opholder sig i en ventesal i Memphis i silende regnvejr.

Når der tales til du’et, fornemmer vi, at det er det lyriske jeg, som på en lidt vrængende og sarkastisk måde overtager den omgivende verdens forventninger til sig selv. Det kan vi fx se i strofe 12:

Fat dig og bliv i Memphis,
Meld dig som Borger paa Torvet,
gaa ind og livsassurer dig imellem de andre,
betal din Præmie af Lumpenhed,
at de kan vide sig sikre for dig,
og du ikke skal blive hældt ud af Foreningen.
Gør kur til hin Jomfru med Roser og Guldring
og start et Savskæreri som andre Mennesker.
Hank rolig op i Gummistøvlerne …
Se dig ud, smøg din vise Pibe
i sphinxforladte Memphis …

Her bliver du’et opfordret til ...