Pyramus og Thisbe

Her finder du hjælp til myten om Pyramus og Thisbe, som står i Ovids metamorfoser, 4. sang, v. 55-166. 

Vi har en side med resumé og ordforklaringer, som hjælper dig med forståelsen af teksten. Derefter går vi i dybden med analyse og fortolkning samt perspektivering af myten.

Til forskel fra de andre myter, som Ovid genfortæller i Metamorfoserne, var fortællingen om Pyramus og Thisbe ikke særlig kendt i antikken. Den kendes næsten ikke fra andre kilder end Ovid, og den foregår heller ikke i det græske eller romerske område, men i Babylon i nutidens Irak.

Til gengæld er den en af de myter, som har fået størst betydning i senere tid. Den er nemlig en væsentlig del af inspirationen til tragedien om Romeo og Julie, som særligt er kendt i Shakespeares udgave. Se mere under perspektivering.

Uddrag af analysehjælpen:

Vers 93-127: Thisbe flygter fra en løve og Pyramus begår selvmord

Den midterste del af myten handler om, hvordan Thisbe ankommer på mødestedet, men flygter fra en løve, hvorefter Pyramus ankommer og tror, at Thisbe er blevet dræbt af løven.

Thisbes møde med løven og naturen har symbolske betydninger

Thisbe sniger sig ud af byen og ankommer ved graven, hvor hun har aftalt at mødes med Pyramus. Da ser hun en løve, som får hende til at flygte væk og ind i en hule:

[...] Men se, dér kommer en løve,
blodig af flænsede okser omkring sine frådende kæber,
for at få stillet sin tørst i kildens kølige vande.
Thisbe så den på afstand i månens lys. Og på skræmt fod
tyr Babylonierinden da ind i en buldermørk hule.
Men på sin hovedkulds flugt har hun tabt sit hovedlin bag sig.
Løven stiller sin grådige tørst med slubrende slurke,
men på sin vej tilbage til skoven ser den tilfældigt
sløret og flænger med blod på sin tand den florlette silke. (v. 96-104)

Løven er skræmmende og blodig. Den befinder sig i den vilde natur, som Thisbe har vovet sig ud i, væk fra byens tryghed. Løven repræsenterer det frie, utæmmede begær, som i første omgang handler om begær efter mad og drikke. Vi hører, at løven er “blodig af flænsede okser”, og særligt dens “frådende kæber” (v. 97) og “grådige tørst” (v. 102) viser, at den er styret af et vildt begær ...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind