Analyse og fortolkning

Her får du grundig hjælp til analyse og fortolkning af myten om Pygmalion, som står i Ovids metamorfoser, 10. sang, vers 243-297. Vi går igennem teksten og analyserer de centrale temaer i den. Vi udpeger også nogle sproglige virkemidler, og endelig giver vi tre bud på en generel fortolkning af myten.

Vers 243-269: Pygmalion laver en dukke og forelsker sig i den

Første del af myten handler om, hvordan skulptøren Pygmalion laver en dukke, som forestiller en ideel udgave af en kvinde.

Pygmalion hader virkelige kvinder og laver derfor en kunstig dukke

I begyndelsen af myten hører vi, at skulptøren Pygmalion ikke bryder sig om kvinderne på øen Cypern, hvor han bor. I stedet laver han en kunstig kvinde i form af en dukke formet i elfenben:

Deres usædelighed havde også Pygmalion set på
dag efter dag og, led ved alle de laster naturen
skænkede kvindernes køn, besluttet at leve som ungkarl
og havde lang tid ikke haft nogen der delte hans leje.

Tiden brugte han til at forme en elfenbensdukke,
hvid og rød og så skøn som ingen pige kan fødes. (v. 243-248)

Pygmalion føler afsky over for virkelige kvinder. Vi hører, at han er “led ved alle de laster naturen / skænkede kvindernes køn” (v. 244-245). Det, naturen har skænket, er noget, som gælder for alle kvinder. Derfor kan vi forstå teksten sådan, at Pygmalion hader virkelige kvinder, fordi de er uperfekte, de har “laster”, hvilket betyder moralske fejl. Fejlene har særligt at gøre med kvindernes “usædelighed”, hvilket betyder lav seksualmoral og uanstændig opførsel. Derfor har Pygmalion valgt at være “ungkarl”, dvs. ugift og single.

I stedet for de virkelige kvinder laver Pygmalion en dukk...