Enevælden i oplysningstiden

Den dominerende styreform var enevælde

Under oplysningstiden var den dominerende styreform i Europa enevælden. De fleste europæiske monarkier var blevet enevældige i løbet af 1600-tallet, altså før oplysningstidens begyndelse. Enevælden betegner et system, hvor kongen i princippet regerer enerådigt. Dog var det ofte sådan, at kongen støttede sig til forskellige rådgivere i form af embedsmænd. Denne tendens blev kun mere udbredt i løbet af 1700-tallet, hvor enevælden også langsomt skifter karakter. 

Lande som England, Nederlandene og Sverige udviklede andre styreformer i perioden. 

Du kan læse mere om enevælden i vores kompendium om enevælden her. 

Enevælden udvikler sig til oplyst enevælde i løbet af oplysningstiden

Kongen gik i anden halvdel af 1700-tallet væk fra at begrunde sin magt ved at hævde, at han var indsat af Gud. I stedet legitimerede han sin magt ved at hævde, at han var til gavn for flertallet i befolkningen og derfor havde fået overdraget magten frivilligt af befolkningen. Det var derfor vigtigt for kongen ikke at blive set som en tyran, der regerede for de få, men som en fornuftig og retfærdig hersker, der regerede for hele landet. Kongen blev med andre ord nu nødt til at lytte til sin befolkning. Dette skift markerer overgangen fra enevælde til oplyst enevælde.

Kongerne allierede sig med oplysningstænkere

I løbet af oplysningstiden var forestillinger om folkets medbestemmelse og demokrati ved at slå sig fast i befolkningen, og befolkningen (særligt borgerskabet) så nu med stigende skepsis på de privilegier, som hof- og embedsaristokratiet omkring kongen havde sikret sig. Som et modsvar til kritikken af enevælden begyndte kongerne derfor i større omfang at alliere sig med oplysningstænkerne og forsøgte at knytte dem til deres hoffer (Christian 7. var f.eks. i brevkontakt med den franske oplysningsfilosof Voltaire og besøgte selv encyklopædisterne Diderot og d’Alembert i Paris i 1768). Man afskaffede med andre ord ikke enevælden og overgik til demokratiet, selvom der begyndte at komme en større offentlig kritik af enevælden som styreform. Dog kom der generelt en større åbenhed hos kongen for at lytte til befolkningens ønsker og behov.

Gennemgribende reformer og stigende grad af sekularisering

Et kendetegn for de fleste konger under enevælden i oplysningstiden var også, at mange af dem påbegyndte store, gennemgribende reformer af samfundet. Dog drejede det sig ikke om politiske reformer, der kunne gøre kongens magt mindre. Dette var tiden endnu ikke til (mange oplysningstænkere var også fortalere for enevælden som styreform). Ikke desto mindre gennemførte man i flere lande reformer på områder såsom folkeoplysning, straffelovgivning, censur, ejendom, administration af staten og sprog. På det sproglige område begyndte man f.eks. at videreudvikle og lave officielle staveregler på de forskellige sprog (de såkaldte ortografier). 

Derudover indførte man også religionsfrihed i enkelte lande, hvilket illustrerer, at man under den oplyste enevælde oplevede en stigende grad af sekularisering af samfundet Det vil sige, at indretningen af samfundet i mindre grad kom til at bygge på religiøse forestillinger og krav til samfundet, hvilket også skal ses i forlængelse af, at deismen blev en mere udbredt religiøs overbevisning i løbet af 1700-tallet. 

I Danmark kom den oplyste enevælde f.eks. til udtryk i form af ophævelsen af censuren i 1770 og med landboreformerne i 1780’erne.

Den opinionsstyrede enevælde

Kongens større åbenhed for at lytte til befolkningens ønsker og behov har gjort, at man også kalder den oplyste enevælde for den opinionsstyrede enevælde. Denne betegnelse lægger vægt på, at en større del af befolkningen fik mulighed for at ytre sig i takt med, at aviserne og tidsskrifterne etablerede sig. Gennem aviser og politiske skrifter forsøgte borgerskabet at skaffe sig større politisk indflydelse og var på den måde med til at presse det enevældige system og præge befolkningen i almindelighed. Flere personer lærte derudover at læse i perioden, hvilket gjorde, at der langsomt kom et større publikum for aviser, tidsskrifter og bøger. Dette kan i Danmark ses som et resultat af, at den første almindelige skolelov blev indført i Danmark allerede i 1737. Skoleloven skulle sikre, at flere i befolkningen kunne læse (men ikke nødvendigvis skrive og regne). I 1787 oprettede man også en ny type skole, som blev det første alternativ til latinskolen. Ved den nye skole skulle der lægges større vægt på undervisning i moderne sprog og naturvidenskab (regning, geologi og naturhistorie). 

Der opstår altså en større offentlighed i løbet af oplysningstiden i takt med overgangen til den oplyste enevælde. 

Nye læsevaner gjorde, at flere kunne deltage i den nye offentlighed

Under den oplyste enevælde går den læsende del af befolkningen væk fra det, man kalder intensiv læsning, hvor man læste få bøger mange gange - og næsten udelukkende Bibelen. I stedet gik man over til det, man kalder en ekstensiv læsning, hvor man omvendt begyndte at læse mange forskellige bøger, såsom den nyopfundne roman, som blev meget populær i oplysningstiden. Dette skifte i læsningen udgør også en del af sekulariseringsprocessen i løbet af oplysningstiden, fordi folk fik andre læsevaner end udelukkende at følge Bibelens ord. De ændrede læsevaner gjorde, at flere folk nu kunne deltage i den nye offentlighed.

Uddrag fra siden om oplyst enevælde:

Den opinionsstyrede enevælde

Kongens større åbenhed for at lytte til befolkningens ønsker og behov har gjort, at man også kalder den oplyste enevælde for den opinionsstyrede enevælde. Denne betegnelse lægger vægt på, at en større del af befolkningen fik mulighed for at ytre sig i takt med, at aviserne og tidsskrifterne etablerede sig. Gennem aviser og politiske skrifter forsøgte borgerskabet at skaffe sig større politisk indflydelse og var på den måde med til presse det enevældige system og præge befolkningen i almindelighed. Flere personer lærte derudover at læse i perioden, hvilket gjorde, at der langsomt kom et større publikum for aviser, tidsskrifter og bøger. Dette kan i Danmark ses som et resultat af, at den første almindelige skolelov blev indført i Danmark allerede i 1737. Skoleloven skulle sikre, at flere i befolkningen kunne læse (men ikke nødvendigvis skrive og regne). I 1787 oprettede man også en ny type skole, som blev det første alternativ til latinskolen. Ved den nye skole skulle der lægges større vægt på undervisning i moderne sprog og naturvidenskab (regning, geologi og naturhistorie). 

Der opstår altså en større offentlighed i løbet af...

Teksten herover er kun et uddrag. Køb medlemskab for at læse den fulde tekst.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind