Personkarakteristik

Hovedpersonen er bange for at være alene og reagerer i desperation

Hovedpersonen i “Ond i sulet” er en voksen kvinde, der ser tilbage på en barndom præget af søvnløshed og angst. I teksten henvender hun sig til sin lillesøster, Helene (tekstens “du”), og sætter ord på angsten via forskellige tilbageblik på barndommens stadier. Teksten kan læses som hovedpersonens forsøg på at forklare Helene, hvorfor hun behandlede hende, som hun gjorde.

Vi oplever ved første øjekast hovedpersonen som uretfærdig og led over for Helene. Hun lader hende aldrig sove og forstyrrer hende ved fx at kilde hende, til hun græder. Men ser vi nærmere på novellen, så finder vi mange forklaringer på, hvorfor hovedpersonen handler, som hun gør.

Vi får at vide i novellens begyndelse, at årsagen til hovedpersonens handlinger er hendes angst for at være alene: “Jeg ville ikke være alene, jeg kunne simpelthen ikke tåle det; mørket og alle vores dukker der sad og blev onde i sulet”. I første omgang kan det lyde som et barn, der er mørkeræd. Men senere får vi indtryk af, at søvnbesværet og frygten er mere alvorlig end som så.

Søvnbesværet fortsætter, da søskendeparret bliver ældre. Her uddyber novellen, hvad der ligger til grund for det. Vi får nu et indtryk af, at det er mere alvorligt end at hovedpersonen bare er lidt mørkeræd - faktisk tyder mange ting i novellen på, at hovedpersonen har en decideret angstlidelse. Hovedpersonen beskriver fx, at hun “blev helt sort indeni af skræk og rædsel”.

Flere af hovedpersonens beskrivelser lyder som angstsymptomer

Novellen rummer også andre beskrivelser af hendes tilstand, der lyder som angstsymptomer. Hovedpersonen beskriver, at hun befinder sig i bølgegang på sort vand, hvor hun ikke kan trække vejret: “Jeg ville bare trække dig med ud på havet, hvor jeg selv var havnet. Ud i bølgegang, trække dig med ned i det sorte vand, hvor man ikke kan trække vejret”.

Vi kan tolke havet og druknefornemmelsen som en metafor for det åndedrætsbesvær, der optræder ved et angstanfald. At befinde sig midt på havet og være ved at drukne er kendetegnet ved et tab af kontrol, og det samme gælder for et angstanfald.

Hovedpersonen beskriver også, at hendes krop og hænder altid er kolde i modsætning til søsterens varme krop og hænder: “og man kan godt sige at jeg nassede på din varme [...] For du ved jo godt at jeg altid har kolde hænder selv, og det har jeg den dag i dag”.

Vi kan tolke den manglende varme i overført forstand som et udtryk for, at hovedpersonen mangler kærlighed. Men vi kan også tolke det i helt konkret forstand som et symptom på angst, fordi angst kan være forbundet med hyperventilation, som kan gøre, at man føler sig kold.

Angst kan også være forbundet med frygt for visse situationer eller steder. Hvis man har o...