I Niels Klims underjordiske rejse kommer Klim igennem forskellige lande under Jordens overflade. De er befolket af talende dyr, træer og musikinstrumenter. Undtagelsen er Quama, der er befolket af mennesker, som ironisk nok er mere uciviliserede end dyrene og træerne. De enkelte lande har meget forskellige tilgange til fx styreformer, kønsroller og religion. Flere af dem fremstår som enten utopier eller dystopier.
Beskrivelsen af landene kan tolkes som en samfundskritik af Ludvig Holbergs eget samfund i 1700-tallet. Ved at skyde synsvinklen over på den fiktive karakter Klim og en fiktiv verden tvinges læseren til at se sig selv og sin egen verden på nye måder.
På de følgende sider går vi i dybden med tre af de mange lande. Her hjælper vi dig især med at gennemskue, hvordan oplysningstidens tanker kommer til udtryk.
Uddrag
Her kan du læse et uddrag fra vores analysehjælp:
Potus kønsligestilling er et fornuftigt valg til gavn for samfundet
Det var langt fra alle oplysningstidens tænkere, der gik ind for ligestilling mellem kønnene. Her skilte Holberg sig ud som en klar fortaler for at lade de kompetente kvinder komme til. Ikke nødvendigvis for deres egen skyld, men fordi deres evner kunne komme samfundet til gode.
Da Klim ankommer til Potu, er han målløs over, at overdommeren er en ung kvinde, Palmka:
Hos dette folkeslag gør man nemlig ingen forskel på kønnene når man skal fordele opgaverne. De danner sig et overblik over kandidaterne og overlader så statens forretninger til dem, der er bedst kvalificerede.
At kvinder skulle have både de samme evner og de samme rettigheder som mænd, kan virke indlysende i dag. Men Klim kommer fra et patriarkalsk samfund, hvor kvinderne går hjemme. Først er han imod Potus tilgang, men så tænker han på måden, tingene foregår på i hans hjemby: “Hvad hvis advokaten Sørens datter, der er en virkelig kløgtig og velformuleret pige, førte sager for retten i stedet for sin dumme far? Det ville vores retssystem ikke tage nogen særlig skade af.”
