Nelson Mandela

Nelson Rolihlahla Mandela (født Rolihlahla Dalibhunga) blev født i Sydafrika i 1918, og døde i 2013. Han var politisk aktivist og frihedskæmper, samt den første præsident i Sydafrika efter apartheidstyrets fald.

Mandelas far var høvding af Madiba-klanen, og da han døde blev Mandela opfostret af den kongelige Thembu-familie. Som voksen frasagde Mandela sig sit krav til faderens position som høvding og forlod sit hjem for at undgå et tvangsægteskab. I stedet læste han til advokat på universitetet.

I 1944 blev Mandela medlem af organisationen African National Congress (ANC), der kæmpede for ligestilling for sorte mennesker i Sydafrika. Sydafrika var på dette tidspunkt domineret af en stærk, hvid overklasse, og i 1948 blev det såkaldte apartheidstyre oprettet.

Mandela organiserede mange frihedskampagner som fredelig demonstrant. Efter en massakre på sorte demonstranter opgav Mandela dog den rent fredelige modstand, og i 1960 var han med til at stifte den mere militante del af ANC. Siden deltog han i mange sabotagemissioner. Han blev anholdt i 1964 og dømt til livstid. Derefter afsonede han 27 år i fængsel.

Da Mandela blev løsladt efter stort internationalt pres, blev han gjort til formand for ANC. Sammen med den daværende præsident F.W. de Klerk fik Mandela forhandlet en fredsaftale og lagt planer for overgangen til et mere demokratisk og ligestillet styre (de modtog begge Nobels fredspris i 1993 for dette arbejde), og i 1994 blev Mandela valgt som præsident. Under sin regeringstid fik Mandela indført mange demokratiske og antiracistiske tiltag, selv om det ikke lykkedes ham at gøre helt op med fattigdommen og den dårlige boligsituation.

Efter at han trådte tilbage som præsident i 1999, stiftede Mandela foreningen The Nelson Mandela Foundation, der blandt andet kæmper imod fattigdom og HIV/AIDS.

Nelson Mandelas politik

Nelson Mandela var forkæmper for frihed, menneskerettigheder og demokrati. En af hans vigtigste mærkesager var ligestilling for den undertrykte befolkning i Sydafrika.

I de tidlige år af sin politiske karriere var Nelson Mandela tilhænger af det sydafrikanske kommunistparti. Mandelas politiske arbejde var også præget af socialdemokratiske ideer, og han var en af medforfatterne på manifestet The Freedom Charter (1955), hvori ANC fremsagde et stærkt ønske om et socialdemokratisk Sydafrika med lige rettigheder for alle.

Til trods for sin baggrund som militant aktivist, var Mandelas politiske strategi som præsident fokuseret på truth and reconciliation – åbenhed og fredsslutning. Han mente, at det var tid til at lægge våbnene på hylden og i stedet tale sammen. Mandela blev sommetider kritiseret for denne holdning af den radikale venstrefløj, der mente, at han ikke burde forhandle med de tidligere undertrykkere.

Mandela spillede en meget stor rolle i Sydafrikas overgang fra apartheidstyre til demokrati og ligestilling, og han bliver i dag set som én af det 20. århundredes mest indflydelsesrige personer. Under hans fængsling blev kampen mod apartheid koblet sammen med  hans personlige kamp for frihed, og Mandela blev gjort til en martyr og et internationalt ikon for fred og demokrati. I dag har Mandela kultstatus i både Sydafrika og i resten af verden.

Nelson Mandelas retorik

I sine taler lagde Mandela ofte vægt på forbindelsen til naturen og det sydafrikanske landskab som en ting, der forener det sydafrikanske folk. Dette gjorde han blandt andet ved hjælp af sammenligninger og metaforer, som det eksempelvis ses i hans berømte indsættelsestale, da han officielt blev udnævnt som præsident.

Mandelas mest kendte taler er dem, der lægger vægt på hans mærkesager: Frihed, retfærdighed og  kampen mod racisme. Her gør han hovedsageligt brug af appelformerne etos og patos, idet han  prøver at skabe tillid og vende publikums frustration til håb. I sin position som martyr og symbol for frihedskampen havde Mandela en enorm etos at trække på, og da én af hans mærkesager var at genopbygge den fredelige og tillidsfulde ånd i Sydafrika, brugte han ofte  sin status til at indgyde tillid og håb.

Da Nelson Mandela blev anholdt og anklaget for forræderi, gav han en forsvarstale, der senere blev berømt under titlen ”I am Prepared to Die” (1964). Talen blev holdt i forbindelse med en retssag og er mere præget af logos end hans øvrige taler. Mandela måtte forsvare sine handlinger overfor et publikum, der ikke var med ham, og derfor valgte han at appellere til logik for at retfærdiggøre væbnet modstand mod undertrykkelse.