Fremstillingen af naturen

 Byen skildres negativt og naturen positivt

Når du skal undersøge fremstillingen af naturen i Andersens “Klokken”, er det oplagt at tage udgangspunkt i de to meget forskellige beskrivelser, som eventyret giver af by og natur. Beskrivelserne kan kobles til tankerne i universalromantikken, som “Klokken” repræsenterer. En central ide i denne litteraturhistoriske periode var, at mennesket via den vilde natur kunne opnå indsigt i verdens store sammenhæng samt en følelse af harmoni. Du kan læse mere under Baggrund.

Byboerne er uvidende og giver let op

Vi hører primært om byen i eventyrets første del, og generelt beskrives den og byboerne negativt. Byen består af “snevre Gader” og “saadan en Rumlen med Vogne og saadan en Raaben”, så vi får indtryk af, at det er et trangt og støjende sted. At larmen fra bylivet er negativ, forstår vi, idet der tilføjes: “og det forstyrrer.” Byboerne har desuden svært ved at høre den mystiske klokkeklang tydeligt, så længe de er inde i byen; så snart de går ud på markerne, hører de den bedre.

Byboerne beskrives både som temmelig uvidende og hurtige til at give op. Da en gruppe mennesker beslutter at tage ind i skoven for at lyde efter klokken, sker der snart det, at “Veien blev dem saa underlig lang”. I stedet ender de med at slå sig ned under nogle piletræer i skovens udkant, hvor en konditor ikke er sen til at sælge sine kager til dem. Vi fornemmer en vis ironi i fortællerstemmens beskrivelse af byboerne:

Saa satte de sig der og saae op i de lange Grene og troede, at de vare rigtigt i det Grønne. [...] Naar saa Folk toge hjem igjen, sagde de at det havde været saa romantisk, og det betyder noget ganske udenfor Theevand.

Byboerne fremstilles som uvidende, fordi d...

Teksten herover er kun et uddrag. Køb medlemskab for at læse den fulde tekst.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind