Brugen af billedsprog

 Besjælinger gør naturen levende

Enkelte steder i H. C. Andersens “Klokken” finder vi den type billedsprog, der hedder besjæling. Det betyder, at konkrete, ‘døde’ ting tillægges menneskelige egenskaber såsom at grine eller smile. Det er henholdsvis naturen og dyr, der besjæles i eventyret.

Vi ser besjælingen af naturen i form af måden, som skoven beskrives på: “Solstraalerne legede; [...] det friske Kildevand piblede frem og underligt sagde det ligesom ‘kluk, kluk!’” Her tillægges solens stråler den menneskelige egenskab at kunne lege, og kilden kan næsten tale. Det hele er meget idyllisk og levende beskrevet.

I eventyrets slutning finder vi igen besjæling, da kongesønnen står oppe på klippetoppen: “Skoven sang og Havet sang og hans Hjerte sang med.” Her er det både naturen og et organ i drengens krop, der bliver levendegjort i form af evnen til at synge. Ligesom de andre eksempler er det en meget positiv beskrivelse. Den totale lykkeoplevelse i eksemplet minder på mange måder om universalromantikkens ide om, at alting i verden er forbundet i en fælles harmonifølelse.

Besjæling bruges dog også til at fremstille noget i naturen mere negativt, nemlig aberne: “De ækle Abekatte sad oppe i Træerne og grinte med alle deres Tænder. ‘Sk...

Teksten herover er kun et uddrag. Køb medlemskab for at læse den fulde tekst.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind