Personkarakteristik

Hovedpersonen i "Kvinden i baren" er den kvindelige jegfortæller. I denne del af analysen fokuserer vi på den kvindelige jegfortæller og på hendes udvikling, samt på hendes forhold til manden. Jegfortælleren gennemgår en ydre udvikling, som spejler hendes indre udvikling. Denne udvikling er central for at forstå novellen i sin helhed og for at forstå forholdet mellem jegfortælleren og manden. Vi kommer også ind på, hvilken virkning det har, at novellens personer er anonyme. Anonymiteten skaber mulighed for identifikation og opbygger samtidig spænding og forventning.

Jegfortælleren gennemgår en ydre udvikling, som spejler hendes indre udvikling

Jegfortælleren er opvokset i Østtyskland, nærmere betegnet lidt uden for Leipzig. Det lærer vi indirekte, da jegfortælleren tænker tilbage på sin barndom: “En hel masse løber gennem mit hoved: Jeg tænker på vadsække, på min barndom, på soldaternes uniformer og på min mor der, langt senere, står foran vores hus lidt uden for Leipzig [ ... ]”. Jegfortælleren er formentlig oppe i årene, da jegfortælleren har et barnebarn. Jegfortælleren har også oplevet Berlinmurens fald i 1989 og beskriver denne begivenhed som noget, der er foregået for længe siden: “I morges tænkte jeg på, hvor lang tid siden det er, at muren faldt”.

Vi får ikke kønnet på hovedpersonen direkte fortalt. Vi får dog nogle tegn på, at hun er en kvinde, særligt hvis vi tænker på kønsrollerne i den ældre generation: Hun henter rensetøj, og hun køber tulipaner og sukkerbrød på vejen. Det tydeligste tegn på, at hun er en kvinde, finder vi i slutningen af novellen, hvor hun tænker på sin brudebuket. Hun beskriver også, hvordan hun tager et hårspænde ud af sit hår: “Så tager jeg spændet ud af mit hår, reder håret med fingrene, snor det og sætter det op igen”. Vi ved også, at hun formentlig befinder sig på et dametoilet, da hun møder blikket fra en fremmed kvinde i spejlet.

Jegfortælleren gennemgår en udvikling i løbet af novellen. Jegfortællerens indre udvikling afspejles i hendes fysiske tilstand og i hendes beskrivelser af stemningen og omgivelserne. Til at begynde med beskriver jegfortælleren omgivelserne som behagelige: “Her er en behagelig atmosfære”. Hun er positiv og afslappet og fortæller, at hun altid godt har kunnet lide restauranten og dens dårlige akustik. Hun beskriver, hvordan hun afslappet læner sig tilbage og “nyder synet af den unge kvinde”. De positive beskrivelser vidner om, at jegfortælleren er meget veltilpas.

Da manden træder ind i restauranten, oplever vi første skridt i jegfortællerens udvikling: Jegfortælleren tænker pludselig på roser, rosenmarker og forår: “Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tænker på roser”. På dette tidspunkt kender vi ikke mandens identitet, og derfor ved vi som læsere lige så lidt som jegfortælleren selv, hvorfor hun pludselig tænker på roser. Hvis vi læser dette med en viden om, at manden er gift med jegfortælleren, og at jegfortælleren bliver vidne til mandens utroskab, så kan tankerne om roser, rosenmarker og forår fungere som en reference til dén tid, hvor hun og manden blev forelskede.

Jegfortællerens fysiske tilstand påvirkes gradvist negativt igennem novellen. Første eksempel er, da den fremmede kvinde kigger forelsket på manden. Som reaktion på dette mister jegfortælleren kortvarigt sit syn: “Hun smiler og hendes øjne glider som kærtegn over ham: Hans ansigt, hans hænder, hans bryst. Hun stråler. Pludselig er det som om, jeg ingenting kan se”. Da parret tager hinandens hænder påvirkes jegfortælleren også: “Deres hænder folder sig i hinanden og hviler nu roligt på den hvide dug. Jeg mærker smagen...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind