Fortælleteknik

Fortælleren er en vi-fortæller, der skifter til en jegfortæller

Fortælleren er en personbunden vi-fortæller, der i løbet af novellen mere og mere træder frem som en jegfortæller. Vi kan se, at det er en vi-fortæller i begyndelsen af novellen, fordi fortælleren især optræder som et ”vi”. Det kan vi fx se, når Erik og Thomas bliver beskrevet sammen: ”Op fløj vi fra stolene, med vores stikkelsbærben i hvide gummisko, med vores hænder i de korte buksers lommer”.

Vi-fortælleren er personbunden, fordi vi har adgang til Thomas og Eriks tanker og følelser. Det ser vi fx i beskrivelsen af drengenes rastløse energi: ”Vi bevægede os altid hurtigt, vores kroppe var altid fulde af uro fra vi slog øjnene op om morgenen. Vores knæ dirrede, de store fødder ville løbe...”. Vi-fortælleren giver os en oplevelse af, at Thomas og Erik er uadskillelige og nærmest en sammensmeltet enhed.

I den første del af novellen kommenterer fortælleren ikke specielt meget på handlingen og personerne. Det ændrer sig i i løbet af novellen, hvor det fortælleren lige så stille skifter til primært at bruge ”jeg”. Det er gennem hele novellen Thomas, der fortæller historien, men det er især i anden halvdel, at han træder frem som sig selv og ikke bare som den ene del af makkerparret Erik og Thomas.

Forandringen sker, efterhånden som Eriks interesse for Mette bliver mere og mere tydelig. Den interesse skiller de to venner fra hinanden og efterlader Thomas som et isoleret ”jeg”, der har svært ved at forstå sin ven. Det ser vi fx i den første scene, hvor Erik betror sig til Thomas, der fejltolker Eriks mavepine. Han tror det skyldes, at Mette er ”så GRIM at man tror det er løgn”, hvor det i virkeligheden er en spirende forelskelse eller et begær, der vågner i Erik. ”Jeg satte mig ved siden af Erik. Han var stadig mærkelig og sad og snoede et græsstrå mellem fingrene”.

Her bliver det tydeligt, at fortælleren ikke længere er en vi-fortæller, der er bundet til både Thomas og Erik. Fortælleren er derimod en jegfortæller, der ikke længere har adgang til Eriks bevidsthed. Det bliver endnu mere tydeligt på deres næste tur sammen, hvor Erik fortæller, at han har kysset med Mette. På hjemturen ser Thomas kun ryggen af Erik og beskriver den som fremmed. ”Jeg følte mig vred og gal og lille og dum. Hans nøgne ryg foran mig, den så pludselig stor og fremmed ud”.

I novellens slutning vender vi-fortælleren tilbage. Der er ikke nogen helt åbenlys forklaring på hvorfor, men måske kan det tolkes som et udtryk for, at Thomas har accepteret Eriks interesse i Mette. I hvert fald hænger de to venner igen meget tæt sammen og laver stort set de samme ting.

Resten af ferien. Vi samlede endnu flere sten og muslingeskaller. Vi badede. Erik barberede sine kinders bløde dun af med morfars skraber. Jeg svedte inden i håndfladerne. Vi læste Asterix om aftenen og blev lysvågne af et nusset nummer af Weekendsex, som vi gemte under min madras. Vi talte om det kommende skoleår, vi skulle rykke op i ottende. Vi genkaldte os kostskolens lange korridorer, den rungende gymnastiksal, vores værelse som vi del...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind