Udenlandske forfattere
Modernismen i Danmark er i høj grad inspireret af de modernistiske værker, der bliver skrevet uden for landets grænser. Flere udenlandske forfattere har således sat præg på dansk modernisme, og på denne side gennemgår vi kort nogle af de vigtigste modernistiske forfattere fra udlandet.
Franz Kafka
Franz Kafka (1883-1924) er en tysksproget forfatter, der i sine værker beskriver den modernistiske angst, uro og fremmedgørelse. Flere af hans værker blev han ikke færdige med. De blev i stedet udgivet mod hans vilje efter hans død.
Modernismen i Kafkas værker kommer først og fremmest frem i den måde, personerne oplever verden på. Mennesket er hos Kafka overmandet og overvældet af en verden, som ikke vil mennesket noget godt.
Kafka er en stor inspiration for mange modernistiske forfattere. For eksempel kan man sammenligne Peter Seebergs absurde noveller med Kafkas romaner. Kafkas værker viser nemlig, hvor absurd, forvirrende og meningsløs, livet kan føles i det moderne samfund. Kafkas mest kendte værker er Processen (1925), Slottet (1926) og Forvandlingen (1915) samt den korte novellelignende tekst “Foran loven” (1915)...