Investiturstriden
Investiturstriden var en konflikt mellem den åndelige og den verdslige magt i forhold til indsættelsen af bisper. En bisp var både kirkelig leder og kejserlig kronvasal. Det betød, at kejseren var med til at vælge bispen og deltog i den ceremoni, hvor bispen blev indsat i sit embede. Denne ceremoni kaldte man investitur.
Pave Gregor d. 7. mente, at verdslig indblanding i gejstlige embeder var ulovligt, og at kirken og paven skulle have mere magt end kejseren. Derfor udsendte paven i 1075 et kirkepolitisk program, hvor der blandt andet stod, at det kun var paven, der kunne afsætte eller genindsætte bisper.
Den tyske konge Henrik d. 4. ville ikke acceptere pavens krav. Bisperne var Henriks kronvasaller, og det betød, at de var meget rige og havde stor indflydelse. Den magt ville Henrik ikke overdrage til paven. De tyske bisper var heller ikke interesserede i at blive underlagt en italiensk pave, hvis kirkereformer blandt andet krævede, at bisperne skulle leve i cølibat.
Uenigheden mellem pave Gregor d. 7. og kong Henrik d. 4. blev til en bitter strid, hvor kongen først truede med at afsætte paven, og paven derefter bandlyste kongen i 1076. Bandlysningen betød, at kongens vasaller blev løst fra deres troskabsed til kongen. Uden troskabsed mistede kongen med det samme indflydelse, og en del af hans tidligere vasaller begyndte at gøre oprør. Henrik måtte derfor tage til Canossa, hvor paven opholdt sig for at bede om at få bandlysningen ophævet. Henrik måtte efter sigende vente barfodet i tre dage udenfor, før han blev lukket ind, og paven til sidst ophævede bandlysningen.
Kong Henrik d. 4. var ikke tilfreds med hverken sagens forløb eller pavens opførsel. Derfor udnævnte Henrik først en modpave, Clemens d. 3. og derefter marcherede kongen og hans hær mod Rom i 1080. Henrik indtog Rom i 1084, hvorefter modpaven Clemens kronede Henrik til hellig, romersk kejser af Det Tysk-Romerske Rige.
Pave Gregor f...
