Uddrag
Som en del af analyse eller opbygning af dramaturgi ser man på fortælleforhold og synsvinkel. I både film og TV-programmer er der en fortæller, der formidler historien til publikum. Der er mange forskellige typer af fortællere, og det behøver ikke at være en konkret person, der fortæller historien.
Helt overordnet kan en fortæller være enten synlig eller usynlig.
Den synlige fortæller gør opmærksom på sin tilstedeværelse ved eksempelvis at tale ind over billederne eller tale direkte til kameraet. Dette ses fx i filmen High Fidelity, hvor hovedpersonen Rob kommenterer situationer i filmen til kameraet/publikum. Ved en synlig fortæller bliver vi som publikum bevidste om, at det netop er en fortælling til os. Omvendt er en usynlig fortæller ikke direkte til stede i filmen, men lader i stedet billederne tale for sig selv. I film med en usynlig fortæller opnås der en fornemmelse af at publikum er til stede i fortællingen, vi oplever det, der sker, sammen med karaktererne i filmen.
Afhængig af hvor meget en fortæller ved, kan man inddele fortællertyper i:
- Den alvidende fortæller: Har adgang til alle karakternes tanker og følelser, og kan springe frem og tilbage i tiden i fortællingen. Her ved publikum mere end de enkelte karakterer ved. En alvidende fortæller findes fx i Ringenes Herre.
- Den personale fortæller: Her ser vi fortællingen fra én karakter, og publikums viden er derfor lig med denne ene karakters viden. Ses fx i filmen High Fidelity.
Desuden taler vi om forskellige synsvinkler – det vil sige, hvor vi ser fortællingen fra:
- Den objektive synsvinkel: rent observerende, fortællingen ses udefra og på afstand. Fx i dokumentarprogrammet Kongefamilien i Grønland.
- Den subjektive synsvinkel: set fra én persons synsvinkel. Fx i dokumentarfilmen Supersize me.
