Opgaver om annuitetsregning

En annuitet er et lån eller en opsparing, hvor betalingerne (ydelserne/indskuddene) er lige store, og hvor terminerne (den tid, der går mellem to betalinger) er lige lange. Desuden er renten fast. Fx er en opsparingskonto med en fast rente, hvor der indbetales det samme beløb hver måned, en annuitetsopsparing, mens et fastforrentet realkreditlån er et annuitetslån.

Hvis du har en opsparing stående på en konto med en fast rente, hvor du ikke foretager indbetalinger, så er der ikke tale om en annuitet. Hvis du arbejder med en opgave, hvor et engangsbeløb forrentes, så skal du benytte guiden Opgaver om kapitalfremskrivning og renteformlen.

Der er to typeopgaver om annuiteter, du kan møde til den skriftlige eksamen:

a) Bestem værdien af en annuitet efter n betalinger

Herunder er der 4 eksempler på opgaveformuleringer, hvor der bliver spurgt efter værdien af en annuitet efter et givent antal betalinger.

  • Bestem gældens størrelse d. 1. februar 2018.
  • Hvor mange penge står der på kontoen efter 2 år?
  • Bestem størrelsen af opsparingen umiddelbart efter 14. indbetaling.
  • Bestem saldoen på bankkontoen efter 9 år.

Du løser opgaver af denne type med guiden Bestem værdien af en annuitet efter n betalinger.

b) Bestem størrelsen af betalingerne (ydelsen/indskuddet), antallet af betalinger eller renten på annuitetslån/-opsparinger

Herunder kan du se 5 eksempler på, hvordan opgaver af denne type kan være formuleret. Vi har noteret i parentes, hvilken størrelse der spørges efter i den enkelte opgaveformulering.

  • Bestem den årlige ydelse. (Størrelsen af betalingerne)
  • Bestem ydelsen på lånet. (Størrelsen af betalingerne)
  • Redegør for at den kvartårlige rente er på 1,2%. (Renten)
  • Bestem hvor mange år, der kan udbetales 1000 kr. om måneden fra opsparingen. (Antallet af betalinger)
  • Bestem det antal ydelser, der skal betales. (Antallet af betalinger)

Hvis du får oplyst værdien af en annuitetsopsparing eller et annuitetslån før første betaling, og skal bestemme enten betalingernes størrelse, antallet af betalinger eller renten, så skal du benytte guiden Bestem størrelsen af betalingerne (ydelsen/indskuddet), antallet af betalinger eller renten på annuitetslån/-opsparinger.