Malala Yousafzai's Nobel Peace Prize Speech

I denne study guide kan du få hjælp til at analysere den tale, som Malala Yousafzai holdt i forbindelse med, at hun modtog Nobels fredspris. Udover analysehjælpen kan du finde et summary af talen samt idéer til perspektivering.

Vores sideangivelser i denne study guide er baseret på PDF-versionen af en transkription af Malalas tale fra Nobelkomiteens officielle hjemmeside.

Præsentation af teksten

Titel: “Malala Yousafzai's Nobel Peace Prize Acceptance Speech” (2014)
Afsender: Malala Yousafzai
Genre: Tale

Malala Yousafzai (f. 1997) er en pakistansk menneskerettighedsaktivist, som er særlig kendt for sin kamp for at sikre piger og kvinder lige adgang til uddannelse. Yousafzai begyndte sin kamp i en ung alder, da Taleban tog magten i hendes hjemegn Swat i Pakistian og forbød piger at gå i skole, hvilket Malala blandt andet protesterede imod igennem en online-dagbog, som blev udgivet af BBC.

I 2012 forsøg Taleban at myrde Malala på grund af hendes aktivisme, men selvom hun blev skudt i hovedet, overlevede hun angrebet med overraskende få varige men. Mordforsøget på Malala fik stor medieopmærksomhed og var med til at give hendes protestbevægelse international fremgang.

I 2014 blev Malala den yngste modtager af Nobels fredspris nogensinde, i en alder af kun 17 år. Hun fik prisen for sine anstrengelser for at fremme alle børns ret til skolegang.

Uddrag

Du kan læse et kort uddrag fra vores study guide nedenfor:

Antithesis

Antithesis (presenting opposite concepts for a contrasting effect) is used by Yousafzai to highlight and compare ideas.

Antithesis is used by Yousafzai to suggest how dramatically her life changed after the Taliban took over Swat: “And our beautiful dreams turned into nightmares” (p. 482, l. 37). She is then more explicit about this through another statement which uses antithesis: “Education went from being a right to being a crime” (p. 482, l. 38). Yousafzai also uses antithesis to suggest that some powerful countries are prioritizing destructive actions instead of constructive ones, such as supporting education:

Why is it that countries which we call “strong” are so powerful in creating wars but are so weak in bringing peace? Why is it that giving guns is so easy but giving books is so hard? Why is it that making tanks is so easy, but building schools is so hard? (p. 485, ll. 25-28)

Also, the antithesis between “first” and “last” helps the speaker suggest that her generation is able to solve the world education crisis: “let us become the first generation that decides to be the last that sees empty classrooms, lost childhoods, and wasted potentials” (p. 485, ll. 35-36).