Epos

Dette er vores kompendium om epos, som er en af de centrale genrer, du arbejder med i Oldtidskundskab i gymnasiet.

Et epos er kendetegnet ved at være en længere fortælling, skrevet på vers og med en bestemt rytme. Eposset handler som regel om guders og heltes bedrifter i en mytisk fortid. Det antikke epos er desuden grundlaget for den overordnede genre, epik, som er den fortællende litteratur.

I Oldtidskundskab arbejder man med Homers eposser, Iliaden og Odysséen, og desuden nogle gange med Hesiods eposser, Theogonien og Værker og dage, samt de romerske eposser Æneiden af Vergil og Metamorfoser af Ovid.

Indholdet i kompendiet

I dette kompendie finder du vores samlede hjælp til epos i Oldtidskundskab:

Notesiden giver dig et overblik og den vigtigste viden om eposgenren i kort form. Den kan bl.a. være god at bruge i forbindelse med eksamenslæsning.
Siden om episke genretræk og stiltræk forklarer om de grundlæggende kendetegn og træk ved eposgenren. Det er de kendetegn, du typisk skal bruge i en analyse af et epos.
Siderne om det græske epos fokuserer på Homer og hans værker. Vi forklarer om det homeriske spørgsmål om forfatterskabet og kommer omkring homeriske stiltræk og den homeriske lignelse. Desuden har vi en side om Hesiod og hans eposser.
Siden om det romerske epos forklarer om, hvordan romerne viderefører den græske epos-tradition. Vi har fokus på digterne Vergil og Ovid og deres værker, som er de vigtigste romerske eposser.

Uddrag

Her kan du læse et uddrag fra kompendiet:

Epiteter

Der benyttes ofte epiteter i et epos. Det er tilnavne, som siger noget særligt om en person, fx "den herlige helt". Ofte er tilnavnene meget positive, og de kaldes da epiteton ornans, som betyder smykkende navnetillæg.

Epiteterne er som regel fast tilknyttet bestemte personer og guder. Ingen andre end Odysseus kaldes “den aldrig forlegne”, og ingen andre end Zeus kaldes “Olympens behersker” osv. Til gengæld kaldes de det mange gange i løbet af et epos.

Virkningen af epiteterne er, at de beskriver nogle generelle egenskaber ved personerne og guderne. De er altså med til at karakterisere personerne på en generel måde. En anden vigtig funktion ved epiteterne er, at de får rytmen til at passe til det daktyliske heksameter (metrikken). Alt efter hvor mange stavelser der er brug for i rytmen, benyttes et passende epitet (eller patronymikon).