Litterær artikel på 15 minutter

Bemærk, at litterære artikler ikke længere findes til eksamen. Du kan bruge vejledningen her, hvis din lærer specifikt beder dig skrive en litterær artikel. Når du skal forberede dig til eksamen, anbefaler vi, at du i stedet læser vores vejledning til den analyserende artikel.

Her får du en hurtig guide til, hvordan du kan skrive en litterær artikel i dansk på stx. Vi viser dig i 12 let forståelige punkter, hvordan du kan udarbejde opgaven. Men først forklarer vi lidt om typen, og hvad der er det vigtige i en litterær artikel.

En fokuseret analyse og fortolkning

En litterær artikel er en skriftlig opgave, hvor du skal analysere og fortolke en skønlitterær tekst. Det kan fx være en novelle, et digt eller et uddrag af en roman eller et drama. Nogle gange kan der være flere tekster, som så måske skal sammenlignes. Analysen og fortolkningen skal indrammes af en indledning og en afslutning.

I opgaven skal du vinkle din analyse, sådan at du fokuserer på et tema i teksten, som er relevant i en større samfundsmæssig eller litterær sammenhæng. Dette særlige fokus skal så gå som en rød tråd igennem din opgave, helt fra indledningen og frem til afslutningen.

Undervejs i dine analyser er det meget vigtigt, at du regelmæssigt får inddraget små citater fra teksten. En god tommelfingerregel er, at du skal inddrage et citat, hver gang du tager noget nyt op i din analyse og fortolkning. Brug dog ikke citater, der fylder mere end tre linjer.

Din formidling af opgaven

Formidlingen af din analyse og fortolkning meget vigtig. Det er ikke nok at lave en god analyse, du skal også vise, at du kan formidle/kommunikere din analyse på en klar og hensigtsmæssig måde. Det vil sige, at du skal skrive på en måde, som vækker interesse hos din læser, altså gør din artikel spændende at læse. Samtidig skal du formulere dig professionelt. Det vil sige at du skal skrive på en objektiv måde, uden at din personlige holdning skinner igennem. Undgå derfor formuleringer med ”jeg”, ”mig”, ”min” osv.

Modtageren/læseren af din artikel skal du forestille dig som en almindelig, litteraturinteresseret person, som ikke kender teksten eller temaerne særlig godt, men som har en fornuftig almen viden. Sørg hele tiden for at have din læsers perspektiv i tankerne, når du skriver. Du må aldrig formulere dig indforstået, og du skal ikke skrive til din lærer. Spørg dig selv: Kan en helt almindelig læser uden særlig viden følge det, jeg skriver?

I den forbindelse er det vigtigt, at du gør dig umage med sammenhængen mellem dine sætninger og mellem de forskellige afsnit i opgaven. De enkelte sætninger og afsnit skal lede pænt over i hinanden, og det må ikke være sådan, at din læser tænker: ’hov, hvor kom det nu pludselig fra?’.

En anbefalet længde af en litterær artikel i 3.g er ca. 1.600 ord. Skriv med en almindelig skrifttype, fx Times New Roman str. 12, linjeafstand 1,5.

12 trin til en god litterær artikel

Herunder gennemgår vi udformningen af en litterær artikel fra start til slut i 12 punkter, som du kan følge. Husk, at du ikke behøver følge opskriften slavisk, når du skriver. Den er kun et forslag, og det vigtigste er altid, at din opgave hænger godt sammen og giver mening!

Du kan naturligvis også springe rundt i guiden til de opgavedele, som du har brug for hjælp til. Det tager kun cirka 15 minutter at læse hele denne guide, men at udarbejde selve den litterære artikel er naturligvis en lidt længere proces.

1. Læs opgaveformuleringen

Som det første er det vigtigt at kigge grundigt på opgaveformuleringen. Her skal du særligt lægge mærke til, hvad den beder dig om at gøre med den tekst, du skal analysere og fortolke.

Ex. Skriv en litterær artikel om Kender du Corri?
Artiklen skal indeholde en analyse og fortolkning af Kender du Corri? (tekst 1), hvor du bl.a. fokuserer på tekstens komposition og fortællerforhold. Giv en perspektivering til fx periode, genre eller tema.

I dette eksempel skal du som en del af analysen se på novellens komposition og fortællerforhold, og desuden skal du lave en perspektivering. Ud over disse krav til indholdet bestemmer du selv, hvad du vil have med i din litterære artikel.

Det er en ...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind