Perspektivering

Dualismen i "Liljen og Dugdraaben" er typisk for romantikken

Schack von Staffeldt var lidt af en outsider i dansk litteratur i romantikken. Han beskrives nogle gange som den eneste repræsentant for den filosofiske retning nyplatonismen.

”Liljen og Dugdraaben” er et af de digte, hvor nyplatonismens dualisme træder tydeligt frem. Dels symboliserer liljen og dugdråben den todelte verden, vi kender fra Platons tanker. Liljen symboliserer kroppen og fænomenenernes verden, mens dugdråben symboliserer sjælen og ideernes verden. 

Dugdråben falder fra himlen til jorden, hvor den bliver indespærret i liljen, ligesom sjælen bliver indespærret i kroppen. Dugdråben længes hjem mod himlen, ligesom sjælen længes mod idéernes rige. 

Det er typisk for nyplatonismen at lægge vægt på sjælens længsel efter den åndelige verden og det guddommelige. Det er helt klart sådan en længsel, der beskrives i digtet, når dugdråben haster tilbage til den længe ventede fader i himlen. Sjælen vil hjem til gud. 

Den stræben finder vi også beskrevet i andre romantiske digte, især af Staffeldt selv, men også af digterkollegaen Adam Oehlenschläger. I Oehlenschlägers digt ”Simon Peder” (1805) hører vi fx om ånden i naturen, at den stræber ”opad” og ”viser til sit rette Hiem”. Her er det med andre ord som om, alle naturens fænomener har en sjæl i sig, der længes hjem. 

Denne længs...