Personer og miljø

Liljen er et hunkønsvæsen, der forsøger at fastholde dråben på jorden

Liljen er i ”Liljen og Dugdraaben” et symbol på kroppen. I strofe 1 bliver dens blomsterkrone metaforisk beskrevet som ”Liljens Skjød”, hvilket antyder, at liljen er et hunkønsvæsen.

Samme antydning får vi gennem brugen af ordene ”øm” og ”den Ømmes”. I romantikken blev kvinder ind imellem – temmelig nedladende – omtalt som ’det ømme køn’. Det udtryk bruges ikke længere, og derfor kan det være vanskeligt at fange den antydning, når vi læser digtet i dag. Men som helhedsindtryk efterlader liljen det indtryk, at den er et hunkønsvæsen. 

Desuden er liljen karakteriseret ved, at den byder dugdråben varmt og kærligt velkommen. Det sker, efter at dugdråben er faldet ned i dens blomsterkrone, netop som den var ved at lukke sig sammen for natten. Umiddelbart virker liljen altså venlig og imødekommende. 

Det indtryk bliver hurtigt nuanceret, fordi liljens sprog er flirtende og fyldt med erotiske antydninger, som dugdråben ikke bryder sig om. Liljen kalder eksempelvis sig selv for ”øm og kjælen” og ”uskyldig”. Den lover at elske dugdråben og smigrer den med ord som ”Søde”, ”Himmelreenheds favre Søn” og ”Uskylds skjønne Smykke”.

Liljen bruger altså det sanselige og erotiske i forsøget på at fastholde dugdråben. Liljen er med andre ord kendetegnet af de drifter, der normalt hører til i kroppen. Dens imødekommenhed virker ikke nødvendigvis til at være et udtryk for, at den er venl...